Du danske sommer: Lunefuld, vild, eventyrlig og kun klædt i solskin og brunet hud

I lørdags var jeg en tur i Middelfart til fernisering på fællesudstillingen “Du danske sommer”. Herlig skøn dag i selskab med hele 78 søde, sjove, særlige og helt unikke personligheder og den mangfoldighed af værker de alle har kreeret til netop denne udstilling. Udstillingens idékvinde og arrangør er billedkunstneren Anne Juul Christophersen.

For mig er det ganske specielt at deltage i menneskemættede arrangementer som dette, både fordi jeg med årene har skrællet mange beskyttelseslag af, men også fordi jeg er så meget et NU-menneske, at jeg oftest må læne mig op ad min Allan, når vi er ude i større forsamlinger. Så sufflerer han mig kærligt og diskret med baggrund og hvor-er-det-nu-jeg-kender-ham/hende-fra, og selv om nogen vil mene at jeg er meget udadvendt og i stand til at gå og stå selv, så er det dejligt trygt at have ham i nærheden, og at kunne træde til side og “samle mig” med mellemrum.  Men i lørdags var jeg alene af sted, og jeg brugte dagen til at øve mig i at være uforbeholdent til stede, både fysisk og mentalt, og til at være mig selv i al min uperfekthed, også i større forsamlinger af mennesker, som jeg “burde” kunne huske og kende.

 

Om dunk i hovedet og klap på skulderen

Så i stedet for at dunke mig selv i hovedet med, at jeg ikke kan huske navne, hvem, hvorfra og hvordan, så vælger jeg at klappe mig selv på skulderen for at kunne connecte og være i NU’et også selv om der er en stormflod af mennesker og indtryk omkring mig. At kunne give fuld opmærksomhed til den jeg taler med og det han/hun deler med mig … lige nu. Hvilket kan være en udfordring, når der er rigtig mange samlet på ét sted, og som hele tiden går ind og ud af det “rum” der omgiver mig!

Men jeg nød det hele og havde en rigtig fin dag. Og jeg glæder mig over at jeg tog udfordringen op og forinden havde ladet tanker, pensler og farver danse hen over lærrederne og manifesteret denne solgyldne kvinde, der er en sammenblanding af moder jord, den danske sommer og feminin kraft, intensitet og ynde – med udgangspunkt i vers 2 og vers 5 af Thøger Larsens sang til og om den mangefacetterede danske sommer:

 

Du danske sommer
Melodi: Otto Mortensen 1932 –  Tekst: Thøger Larsen 1923

1.
Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

2.
Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Korn, korn, korn
i drømme gror under månens horn.

3.
Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdomjubled’ din lovsang ud,
hun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!

4.
Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.

5.
Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din troldom spændte fra egn til egn.
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.

6.
Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg ved, dit hjerte er guld endda.

 

Herover er de 2 malerier jeg har lavet til udstillingen … Er du interesseret i at købe, må du gerne henvende dig direkte til mig. Og ønsker du at se dem “live” og sammen med de 78 andre kunstneres værker, så er det på Comwell i Middelfart frem til og med den 3. august 2013.

Se I øvrigt Jespers stemningsfilm fra ferniseringsdagen: