Stille tåge, der smelter fjordvand og himmel sammen, en spand med østers og et par af de mennesker med hvem jeg føler stor kærlighed i mig. Nytårsaften. Den fiktive grænse mellem de menneskeskabte begreber “sidste år” og “næste år” er nu krydset.
Tanker opstår … om alt det, der skal ændres. Netop disse tanker melder sig især ved årsskiftet hos mange. En anledning til at se tilbage og frem. NU skal det være, tænker vi … Mere salat, mindre skærmtid, ud at løbe, ind at se teater, mere vennetid, mindre arbejdstid. Så mange ting vi kan vurdere og ønske at ændre.
Og allerede få dage inde i det nye år, opgiver de fleste igen intentionerne om forceret forandring en efter en. Selvværdet og selvbilledet tager et dyk. Det “jeg kunne være” bliver igen til det “jeg var”. Gammelkendte undskyldninger for at “blive stående” melder sig igen. Automatikken sætter ind med velkendte hverdagstanker, -vaner og -gøremål. Og grænsen og forskellen mellem “hvem var/er jeg” og “hvem vil jeg være” synes igen at være en utopisk fantasi. Og det er det. En fantasi og en fortælling om at “jeg” er, kan og skal være noget bestemt.
Er du en taber eller en vinder … eller er du alt muligt?
Alt og alle levende ændres og ændrer sig hele tiden, uanset om vi vil eller ej, uanset om det føles som “heldigvis” eller “desværre”.
Menneskers udfordring altid, ofte eller indimellem, er ikke manglende målsætning. Alle kan sætte sig et mål. Og føle sig forkerte, når det ikke nås. Eller rigtige når det nås. Og hvad så? Begge dele kan medføre en tom fornemmelse, der søges erstattet med nye mål.
Kunsten som jeg ser det, er at evne og at mobilisere mod og fordomsfri nysgerrighed til at ikke ville fastholde, væk fra eller frem til at være noget/nogen, men derimod at simpelthen skabe rum til at åbne sig, bevæge sig frit og VÆRE i og med de og det, der er NU, NU og NU. At gøre ikke noget bestemt, men derimod ALT muligt.
Østersmeditation
Når jeg åbner munden og indtager en levende østers, sanser duften, teksturen, smagen. … er det blot en af mange tusinde mulige sanseøjeblikke (nogen kunne også finde på at benævne det meditation eller ”nærværsøvelser”), man som levende menneske kan åbne sig for, “se”, sanse, erkende og skabe sig selv i.
Indrømmet … første gang jeg spiste en østers, var det mere historien end den faktiske sansning i nuet, at jeg mærkede. Og stadig mærker jeg, hvordan jeg stadig kan gå ind og ud af mine (og andres) historier om “det der er” og så det, der rent faktisk er, når det er. Jeg var første gang især meget bevidst om, at JEG spiste østers. Jeg definerede mig som “sådan en” via handlingen både forud for, under og efterfølgende. I dag kan jeg – indimellem – være så nærværende og ikke-selv-optaget, at jeg kan “være” det uden at være mig, mens jeg gør det som jeg forud for og efterfølgende beskriver som “at jeg spiser østers”.
Jeg skabes i kraft af ordene, billederne, historierne om mig
“Jeg” er – og “jeg” er ikke – den og de historier, billeder, vinkler, brudstykker og fragmenter, der vises, ses, opleves og fortælles. Jeg er bare. Altid aldrig den samme med dem og dig og det der er … i går, i dag og i morgen. Beskrivelsen af mig, er blot et genskær af løsrevne øjebliksbilleder, tolkninger og subjektivt fremviste/oplevede gengivelser af det ustyrlige, ubeskrivelige og uhåndgribelige levende.
Det er ret vildt, ganske forfærdeligt og helt fantastisk at glimtvis opsøge, erfare og gennemleves i og af en så både simpel og kompleks erkendelse af at være det, der erfares og ikke beskrives, ikke?
Historie, erfaring, erkendelse
Uanset om der erfares at spise en østers, at svømme i koldt fjordvand, at berøre i ubetinget opmærksomhed, at ride på en elefant … så må det nødvendigvis erfares før det kan erkendes?
Og ydermere – for at erfare det uerfarede, så vil man ofte først få eller opsøge fortællinger og formodninger om hvad og hvor og hvordan muligheder fremmes. Men ikke altid, for nogle erfaringer kan komme spontant og uinviteret til en. Især hvis man er åben for det. Og med tiden kan det være at “jeg” træder så meget i baggrunden, at det er muligt at opsøge færre og færre erfaringer, og i stedet blot … erfare dem som de kommer. Men DET er en tillidsøvelse, og nok ikke en vi alle hverken kan eller skal praktisere 100 procent. Jeg kan for eksempel godt li at skabe forudsætninger for at jeg har kan erfare at spise en eller anden form for mad hver dag og sove i en eller anden form for seng. Blot til eksempel.
Sort snak og the missing piece
Så – nytårsforsæt og intentioner og tykke lærebøger om dit og dat, kan være ganske fornuftige i nogle henseender. Men at gøre sig bevidst om forskellen på at beskrive hvordan man er og at være som man er, når man er. Det elsker jeg at fortabe mig selv i.
Og ja – for nogen er dette sikkert sort snak. For andre vil en lille tekst som denne, føles som “the missing piece of the puzzle” hvor noget pludselig falder på plads.
Man ved aldrig hvornår, med hvem, hvordan eller hvorhenne erkendelse opstår. Men NÅR det gør. Så giver det mening. Glimtvis oplyst bevæget. Måske..!
Og så kan man jo glædes over det i det nu det mærkes. Så simpelt er det. Og så svært er det.
Dagens invitation:
Har du lyst … at gå på opdagelse i den og det du er og ikke er … at muligvis slippe nogle af historierne og blot bevæges, se og mærke hvad du mærker i krop og sind … lige NU ..?
Så kik ind på hjemmesiden: Bevaegelig.dk