Har du også sommerfugle i håret?

“Har du også sommerfugle i håret?” – Sådan lød overskriften til en reklamefolder for mit grafiske bureau, da jeg efter at have kvittet mit faste job med ferier, god pension, søde kolleger og betalte pauser, skulle forsøge at definere mig selv og tiltrække kunder. Men reklamefolderen for mit eget firma blev aldrig lavet, og den ligger – her syv år efter – endnu kun i et digitalt udkast på min harddisk.

Min drøm gik ud på at få hjemmekontor så jeg selv kunne tilrettelægge min arbejds- og familietid. At få den direkte kundekontakt, så der ikke glipper noget i konsulent-leddet. At få mere tid og større selvbestemmelse. At blive fri for dagssedler og faste tilbud, som betød at jeg ikke kunne levere den kvalitet jeg gerne ville. Og så ville jeg gerne noget med illustrationer og logos. Efter lange overvejelser navngav jeg mit nye bureau: Grafikk.

Jeg var glad, jeg var fri og jeg smøgede ærmerne op og gik i gang. Fik købt programmer, stationær computer, stor skærm, bærbar computer, kæmpeprinter, stakke af papir, fik lavet mit brevpapir og kuverter, en lille hjemmeside, og jeg begyndte at få mine første kunder. De første mest i visitkort og brevpapir-kategorien. Så kom der nogen, der skulle have brochurer, bilreklamer, hjemmesider, messematerialer og selvfølgelig en masse annoncer. Jeg fik mig en god og solid kundegruppe, hvor nogen kun skulle have genoptrykt visitkortet efter et par år, mens andre skulle have udarbejdet f.eks. annoncer flere gange i måneden. Andre kunder igen havde store tilbagevendende intensive opgaver, der hvert år krævede halve og hele måneder med dem i fokus. Kort sagt: min drøm gik i opfyldelse. Mit firma har været godt og jeg har bestemt intet at klage over. Vi har fået mad her dag og haft tag over hovedet og tøj på kroppen! Og der er kommet gode, stabile og tilfredse kunder til hele tiden, på trods af at jeg ikke har banket nogen på dørene eller lavet reklameannoncer og -brochurer. Og det HAR virkelig været godt, og jeg HAR virkelig været heldig med kunder, opgaver og det hele. Jeg HAR virkelig ikke noget at klage over. Der er sikkert mange, der nærmest ville save deres højre arm af, for at være hvor jeg er i dag. Men de seneste år har der bygget sig en følelse op af, at det ikke er helt som det skal være for at jeg er … lykkelig. Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på det, har rationelt forsøgt at regne ud hvad det var, men har skudt det hen hver gang, fordi hverken jeg eller andre har kunnet finde fejlen. Men nu ved jeg hvad det er.

Jeg glemte at kikke op. Og de sommerfugle jeg havde i håret, de mange drømme jeg havde fra barns ben er blevet viftet væk i flere omgange, fordi jeg ikke havde tid til sommerfuglepjat. Da jeg skulle til at “være voksen” og vælge uddannelse sagde studievejlederen: “bliv grafiker, det er et rigtigt arbejde og også sådan lidt kreativt”, og sommerfuglene forduftede langsomt gennem læretid og svendetid, men sommerfugle er blide og tålmodige, og på et tidspunkt fik jeg kikket op fra stakken af kirkeblade og dødsannoncer længe nok til at genopdage dem. Og med sommerfugle i håret sprang jeg ud som selvstændig. Men igen fik jeg travlt og fik tunnelsyn. Sommerfuglene blev igen viftet væk, denne gang, fordi jeg havde alt for travlt med at nå deadlines og holde styr på kassekredit, moms, indgående og udgående fakturaer.

Først for nylig opdagede jeg, at det er sommerfuglene der gør forskellen, og at det var manglen på sommerfugle, der både for syv år siden og i dag var primær årsag til mit udefinerlige mismod. For syv år siden havde jeg også umiddelbart et godt og stabilt liv, men vovede mig ud på usikker grund for at forfølge drømmen som selvstændig. I dag har jeg en dejlig familie og et godt lille firma, men det er bare ikke nok mere. Jeg troede jeg havde fanget og levede min drøm. Jeg troede at jeg nu kun manglede at lære at slappe af, stille mig tilfreds, læne mig tilbage og holde mig i ro … fra nu og til min død. At de flakserier jeg har kunnet mærke i og omkring mig på det seneste igen var uden betydning.

Men i søndags skete der noget magisk. For jeg så og genkendte en af mine kære gamle sommerfugle her i weekenden … og jeg viftede den ikke væk som så mange gange før. Tværtimod har jeg nu inviteret den til at bo fast i mit hår de næste mange år!

Jeg havde pakket bilen lørdag og var rejst væk fra familie, hund, firma og hus for at opleve “lyset i Skagen” og få ro på. Jeg havde meldt mig til et søndagsmalerkursus med Anne Juul Christophersen på Grenen Kunstmuseum – og her tegnede jeg det maleri I ser herover. Det startede med at jeg rakte ud – og på et tidspunkt stod jeg der og kikkede på min tomme, udstrakte hånd … og så kom sommerfuglen. Det er nu gået op for mig, hvad det er jeg rækker ud efter, så inderligt og i en sådan grad at jeg næsten taber balancen.

Jeg hedder Anja Korsgaard, og jeg er kunstner. Nu har jeg sagt det i al offentlighed, mit hjerte dirrer og min hånd ryster. Men sådan er det, og jeg behøver ikke hoppe op og ned for at bevise jeg er det. For jeg elsker at udtrykke mig kunstnerisk, og det vil jeg tillade mig selv at gøre meget mere end tidligere. Uden at føle mig forlegen, forkert eller ikke helt klar. Jeg har så meget der trænger sig på, så meget at vise, så meget at sige. Jeg ved, at til tider vil det jeg laver for både mig selv og andre forekomme mærkeligt, teatralsk, uforståeligt, storladent, naivt, følelsesladet, ligegyldigt, larmende, usikkert, symbolspækket, uvedkommende og vedkommende i skøn forvirring og spredt orden, alt efter hvilke øjne og hvilket humør det ses igennem. Og det må det så være. Det er sårbart at krænge sig ud i kunstværker, men tiden er kommet til at jeg må bekende kulør og bare springe ud i det. Jeg er ikke “klar”, men jeg gør det alligevel. Og jeg ved, at jeg vil udvikle mig, min kunst, min udtryksform og det jeg har på hjerte med årene, og i det tempo der skal til. Jeg siger det lige igen, fordi det er så grænseoverskridende at sige det: Jeg ER kunstner og det er ingen hemmelighed!

Fra nu af vil jeg passe meget bedre på alle sommerfuglene, jeg vil række ud og kærtegne dem, give dem den opmærksomhed og omsorg de fortjener som de kommer og går. For det kan godt være, at vi gerne vil have mere tid og flere penge, men til hvad nytte, hvis håbet og drømmene dør undervejs? Tid og penge er ikke det primære mål, det er kun simple midler til at realisere vore håb og drømme. For uden håb, drømme og sommerfugle i håret bliver det hele bare … håbløst.

Så er der vist ikke meget mere at sige end: Kik op og god sommerfuglejagt til alle. For en gang imellem må man bare tage den dybe indånding, se sommerfuglen i øjnene og kaste sig ud i det!

 

PS: Nu er der sikkert nogen, der tænker: Er hun så slet ikke grafiker mere nu? Og jo, det er jeg da, for det er mit arbejde og min hovedindtægtskilde i dag. Men jeg er altså OGSÅ kunstner. Og hvem ved, måske en dag det viser sig, at jeg kan leve bedre af at være kunstner end af at være grafiker. Det håber jeg da!