Det er et spørgsmål som er blevet stillet af mange mennesker i uendelige tider. Det er også et spørgsmål som ofte er forbundet med større eller mindre grad af frustration … for når spørgsmålet stilles, siger vi samtidig “jeg ved ikke om/hvordan min drøm kan blive til virkelighed”.
For nylig så jeg spørgsmålet stillet igen, og det gik op for mig at jeg ikke længere har frustrationer over uopnåede drømme. Ikke fordi jeg har nået eller fået alt hvad jeg ønsker mig. Men fordi jeg er taknemmelig for alt jeg har og fordi jeg har tillid til at de fremtidsdrømme jeg virkelig ønsker mig, nok skal gå i opfyldelse på et eller andet tidspunkt. Altså hvis jeg bliver ved med at ønske mig det, aktivt arbejder mig i retning af det og holder godt øje med små hints og muligheder for at nærme mig drømmene, som de opstår. Jeg holder mig i bevægelse. Jeg sætter den ene fod foran den anden. Jeg ved at så længe jeg har en drøm er den realisérbar. Selv om jeg ikke fra starten kan regne ud hvordan jeg når fra ønske til opfyldelse.
En lille historie om en lille drøm
Et tænkt eksempel kunne være at min drøm er at komme til Skagen. Der mange steps at tage før jeg rent faktisk står i Skagen og kikker ud på havet. Og der er ikke kun én måde at gøre det på. Først skal jeg finde ud af hvilken taktik jeg vil bruge. Måske beslutter jeg mig for at køre selv. Har jeg ikke et kørekort, så må jeg skaffe mig et. Hvordan? Jeg melder mig til et teorihold og tage nogle køretimer og gå til prøver indtil jeg består. Kørekort Tjek! Men jeg skal jo også have en bil… Jeg går hen til en forhandler og siger at jeg gerne vil have en bil “- har du nogle penge?” spørger han. Hmmmm. Så går jeg i banken og spørger: “Kan jeg låne nogle penge til en bil?” … “- Ja, hvis du har en fast indkomst” siger bankmanden. Altså et job med løn må der til. Jeg søger nogle forskellige jobs og får et job. Efter nogen tid med stabil indkomst bevilger banken lånet og jeg køber min bil. Men jeg sætter ikke kursen direkte mod Skagen. For der er kun et par liter på tanken og nærmeste tankstation ligger i stik modsat retning. Så jeg kører i princippet væk fra Skagen, fylder tanken og vender så kursen mod Skagen igen. Det er mørkt og jeg kan kun se få meter frem, men jeg har fuld tillid til at der er en vej, og at jeg opdager sving og kurver i tide til at justere, rette ind. Og jeg har tillid til at selv om det ikke er en snorlige vej til Skagen, så er det det mest hensigtsmæssige at følge asfaltvejens kurver og sving. Og skulle jeg fare vild og komme lidt for meget ud af kurs, så laver jeg et uturn eller finder en alternativ rute. Og pludselig er jeg i Skagen! Jeg nyder at være nået frem, går med bare tæer ud på Grenen og står med fødderne i de 2 have med bevidstheden om at jeg nåede det mål jeg satte! Køber måske en is og vurderer nu om jeg vil blive i Skagen eller om jeg vil hjem igen eller et helt tredje sted hen. Og så er der plads til en ny drøm.
Det kan også være at jeg var nået så langt som til at skulle til køreprøve, men til lægetjek fik jeg besked om at jeg ikke kunne få kørekortet, fordi jeg havde epilepsi eller noget. Og igen er valget der: vil jeg opgive drømmen og gå direkte videre til en ny drøm … eller vil jeg fortsætte og i stedet finde en ny “vej”; tog, bus, fly, tomle whatever.
Genveje
Ofte behøver der ikke være slet så lang vej “i mål”. Og det er derfor vi må holde øjne og ører åbne for muligheder og genveje, som vi ikke selv har regnet ud. For det kunne jo også være at jeg havde været så umanerlig heldig, at da jeg først havde defineret min drøm og sagt: “Nu er jeg begyndt at tage kørekort, for jeg vil til Skagen”, så var der en der sagde: “hey, jeg skal faktisk til Skagen i morgen, og det ville da være skønt med lidt selskab på turen – vil du med?”.
Og her gælder det så om ikke at sidde i bilen og sige “Er du sikker på det her er den rigtige vej? Hvorfor er vi der ikke endnu? Er vi der snart? Jeg vil bare til Skagen og hvad sker der så? Her sidder jeg og bumler i en bil i stedet for at dyppe tæerne i vand i Skagen. Da jeg drømte drømmen kørte jeg selv bilen. Det her føles helt forkert. Hvorfor er vi ikke i Skagen? Er du sikker på du ikke er kørt forkert? Du sagde da at du kørte til Skagen. Er vi der ikke snart?” … så kan det nok være at jeg ville være blevet strittet ud – inden jeg nåede til Skagen!
Tusindvis af drømme og titusindvis af muligheder
Nu er det jo ikke alle, for hvem den ultimative drøm er at komme til Skagen! Men de fleste af os har alle mulige ønsker, drømme og mål, som vi mere eller mindre bevidst forestiller os, at det må være skønt at opnå/realisere. Det kan være noget som at have sin egen restuarant, få en kæreste, være kunstmaler, tabe 10 kilo, bo på en ødegård i Sverige, have et godt helbred, få et eller flere børn, gennemføre en marathon eller noget helt andet.
Som teenager har mange en drøm at blive bumsefri – men samtidig også et ønske om fortsat at spise junkfood med vennerne. Og når vi har modstridende ønsker/drømme er vi også nødt til at tage konsekvensen og aktivt vælge. Vi kan godt blive bumsefri selv om vi spiser junkfood, men den bedste metode er altså at huden vaskes morgen og aften og undgå junkfood. (og jeg ved faktisk ikke ret meget om bumsers natur og kur, det er kun for at understøtte min pointe). Og pointen er, at rigtig mange urealiserede drømme forbliver urealiserede, fordi vi ikke vil tage de next steps og muligheder, som kan bringe os nærmere realiseringen.
Den stærkeste drøm
Vi er nødt til at definere drømmen klart, og indimellem har vi måske flere modstridende drømme, hvor vi må vælge hvilke drømme, der er stærkest lige nu, om de kommer fra os selv eller andre, og om vi har lyst til at gå vejen. Vi må tage vores drøm og os selv alvorligt, og så tage alle de små naturlige skridt, der byder sig for at gå vejen. Måske opdager vi undervejs at det slet ikke er den drøm vi ønsker at realisere. Og det er også okay. Så må vi justere eller finde en helt ny drøm.
Drømme har nemlig en tendens til at transformere sig med tiden. De udvikler sig i takt med at du udvikler dig. De flytter sig i takt med at du flytter dig. Jeg lever allerede mange af mine drømme. Min primære drøm er vidtfavnende og går i bund og grund ud på at have det godt med at være den jeg er, der hvor jeg er, med dem jeg er sammen med og det jeg har. Og sådan er det i dag. Alle andre drømme er “glasur på min kage”. Jeg har min familie, gode venner, et dejligt hus, sød hund, godt helbred, alsidigt job, okay økonomi, en blog at filosofere med, papir, blyanter, pensler og maling at visualisere med. Og jeg drømmer om i fremtiden at opjustere det med at formidle, tegne, male og være kunstnerinde. Om at få mere og mere tid til at gøre det, uden at ødelægge min økonomi og min tid med familien. Fordi jeg har det godt i dag, er jeg heller ikke frustreret over ikke at “være der”. Jeg har tid nok. Jeg ved at mine børn bliver store en dag og ikke har så meget tid til mig som nu, jeg ved at hvis jeg bruger al min tid og mit fokus på kunstnerinde-delen og ingen tid med mine børn, så vil det føles utilfredsstillende både undervejs og når jeg når målet. Jeg ved at hvis jeg ikke husker at have nogen indtjening undervejs, så risikerer jeg at rejsen bliver for sur. Og derfor sætter jeg sjældent nogen deadline eller noget definitivt slutmål. Jeg ved at uanset hvad jeg ønsker mig, så kan jeg få det. Og jeg ønsker at have det godt BÅDE nu OG i fremtiden.
Anne Juul Christophersen (billedkunstner og indehaver af annes-atelier.dk) sagde på et tidspunkt at hendes vendepunkt var den dag, hvor hun besluttede sig for at ville gøre mindst én ting HVER dag for at nå nærmere målet som “rigtig” billedkunster. Det gjorde hun og i dag ER hun en rigtig billedkunstner. Hun definerede en drøm, sagde den højt og gik målrettet efter den. Det bekræfter mig i at jeg har ret, når jeg siger at det er de små skridt der tæller og pludselig en dag opdager man, at man faktisk har gået hele vejen.
Jeg tror at når vi lærer at være glade for den vi er hvor vi er og ellers bare husker at blive ved med at tage de små skridt, så vil vi ikke være drevet af at komme væk fra hvor vi er – og så har vi allernemmest ved at realisere de store drømme.
Siden jeg er kommet til den erkendelse er jeg næsten aldrig frustreret længere, for jeg ved at jeg altid har mulighed for at flytte mig. Og hvis jeg virkelig vil, så bliver mine drømme virkelige. Jeg ønsker ikke at tage syvmileskridt, for jeg vil også have tid til min familie. For når vi husker at flytte os lidt hele tiden, så nærmer vi os drømmen i en konstant bevægelse. Og pludselig en dag, når jeg går rundt og hygger mig med det liv jeg lever, så kan jeg kikke tilbage og se at alle mine små skridt i bakspejlet ligner et gigantisk kvantespring.
Dagens refleksion:
Hvilke drømme har du lige nu, og trænger de til justering?
Er du åben for/villig til at tage de steps, der skal til for at komme nærmere målet?
Og husker du at nyde rejsen?
Be First to Comment