Som bitte små, nye mennesker på jorden starter vi med at mærke og iagttage. Vi mærker os selv og vi iagttager andre. Vi lærer at tale, gå, løbe, skrive, osv. Vi opfordres til at gøre som andre, at lære og være som andre. Kort sagt: Blive en del af flokken. Og langt hen ad vejen er det jo godt nok. Det fungerer at have et fælles tale- og skriftsprog for eksempel. Det fungerer at have fælles værdier og ansvarsfølelse. Men vi skal huske ikke at sluge alt råt, vi skal huske at bevare vore menneskelige grundværdier og ikke mindst vores kritiske sans, både på egne veje, men så sandelig også – og især – på vore børns vegne. For selv om jeg stadig er af den overbevisning at størstedelen af menneskeheden har et ret godt værdisæt og gode intentioner, så vil vi fra tid til anden blive præsenteret for læring, sandheder og forbilleder, som ikke tjener hverken dig/mig som individ eller det samfund vi lever i. Vi vil blive præsenteret for (udsat for) idoler, merchandise, værdisæt og “sandheder” med en primær agenda om at tjene kapitalen (det store navnløse monster!), en agenda om at holde “små mennesker” i status quo både fysisk og mentalt.
Sandhed, regler, helte, idoler og forbilleder
Der er sket et skred i forbilleder. Min egen datter på 5 er en såkaldt prinsessepige, der elsker lyserød, glimmer, tyl, Disney-prinsesser og Hello Kitty. Jeg har langt hen ad vejen tilladt det at ske. For reglen er jo ifølge dagens danske samfundsoptimerede standarder, at alle børn skal have adgang til børnetv, have en madkasse med Hello Kitty, en barbie-prinsesse, klæ-ud-kjoler og plastikdiademer. Jeg ønsker som forælder ikke, at hun skal skille sig ud med risiko for mobning og udelukkelse. Men idet jeg billiger det, så billiger jeg også en masse-reduktion af hende som individ. Hvis drømmen, der grundlægges i hende på baggrund af f.eks. Disneys figurer er, at være en glansbilledlignende hvepsetaljet, langbenet og langhalset prinsesse i diademer, læbestift og tylskørt, så vil hendes fokus på resten af livet vel også være det ydre? Og vil dette fokus på enkeltindividets udseende og status så ikke fjerne evnen til at bidrage til verden med noget ekstraordinært, visionært, samfundsløftende stort? Vil hun komme til at bidrage til ræset om sin tids definition af ydre skønhed og indsamling af statussymboler til glæde for storkapitalen på bekostning af unikke individers ressourcer, evne og lyst til at vækste og løfte personligt og samfundsmæssigt?
I løbet af de seneste ca. 100 år er vi begyndt at blive fyldt med kommercielle, opdigtede forbilleder, som skal støtte en industri af film, merchandise og i det hele taget generere kapital til … nogen. Der er sket et skred i definitionen af at tjene og bidrage. Fordi samfundet handler mere om at samle penge end om at samle menneskelige værdier, så handler det også mere om hvad man kan få folk til at købe (få penge ud af dem), frem for hvad folk har brug for og hvad der opløfter og inspirerer. Og det er selvfølgelig en generalisering og påstand som man kan vælge at være enig eller uenig i!
Nogen at lære af og være som
Der er ikke noget galt i at lære af andre og lade sig inspirere. Men vi bør ikke skrue vores eget hoved af og sluge alt råt. Der findes intet ultimativt rigtigt eller forkert. Der findes ingen ultimativ sandhed eller rigtig måde at gøre eller være på.
Og derfor er det heller ikke ligegyldigt hvem eller hvad vi lader os inspirere af og omgiver os med. Hele livet igennem møder vi nogen, som vil/kan lære os noget. Nogen ønsker oprigtigt at hjælpe os på vej og spare os for omveje, det er typisk forældre, lærere og andre omsorgspersoner. Og nogle af dem vil bevidst eller ubevidst overføre egne drømme og mål til os, mens andre vil gøre deres bedste for at hjælpe os til at mærke efter og finde egne mål og drømme.
Og så er der de andre, som vil præsentere os for mulige mål og drømme, som middel til at opfylde deres egne (og lad os bare være ærlige … deres mål er oftest et af to: Penge eller prestige).
Blandede agendaer
Da samfundet er skruet sådan sammen, at vi har brug for kapital for at leve og være (penge til hus, tøj, ting, skatter, afgifter, mad osv.), så er vi – for at være en del af det samfund – nødt til at vurdere hvordan vi kan genere kapital. Og ideelt set i kapitalgeneringsprocessen bidrage med noget, som vi føler er godt for både os selv og samfundet. Noget, som understøtter de menneskelige værdier/universelle sandheder. De fleste vil nemlig heldigvis gerne begge dele. Også Disney-koncernen og Hello Kitty-folkene tænker jeg. Så mange af de kommercielle forbilleder kan også bidrage positivt, noget vore børn ikke tager skade af i deres identitetsdannelse. Men vi har som enkeltindivider, forældre og samfund både pligt og ret til at nuancere objekterne for vore børns identitsdannelse. Vi skal være, søge og videreformidle et bredt spekter af forbilleder, regler, sandheder m.v. fra mange forskellige kilder. Vi skal tage aktiv stilling til, om det vi og vore børn præsenteres for (bombarderes med!) nu også er noget som vi ønsker at “tage ind” eller ej.
Og derfor hader jeg ikke Hello Kitty, men den lille søde (men også dybt kommercialiserede) killing skal ikke fortsat være altoverskyggende idol i min datters liv og bevidsthed. Så. Jeg tror tiden er ved at være inde til, at jeg begynder at præsentere hende for andre mulige (og virkelige) forbilleder og inspirationskilder. F.eks. Amelia Earhart, Oprah Winfrey og Malala Yousafsai!
Be First to Comment