– er så svær en kunstart at praktisere i dag, at mange forældre har givet fortabt.
Jeg har efterhånden gået og opbygget en vrede mod alt medieliret i en sådan grad, at jeg næsten har ønsket mig at en solstorm ville gå ind og ødelægge alle de elektriske apparater, der stjæler store lunser af mine børns barndom og den kreativitet, der følger af selv at finde på. Der gør at vi befinder os inde i luftfattige huse bag beton og mursten størstedelen af vores tid. Følelsen af at både jeg og børnene er ved at blive opslugt i en malstrøm af medier har nu toppet, og jeg har trukket i nødbremsen. Tågen er ved at lette, og hvorfor? – Simpelthen fordi jeg siger det og vil det!
“It’s not about the …” den sætning kører rundt i spirituelle kredse i tiden. For jeg ved jo godt at det ikke handler om smartphones og app-spil, der kræver kontinuerlig opmærksomhed og interaktion for at undgå strafpoints. Det handler heller ikke om TV2 Ultra og Ramasjang, der behændigt reklamerer for det næste program allerede inden det forrige er slut. Og det handler da heller ikke om at knap har min søn fået samlet en pæn samling af skylanderfigurer før næste generation proklameres og gør de andre til uinteressante last-months-edition … men hvad handler det så om?
Måske noget med at vi alle, voksne som børn, har ladet os spinde ind i en giftig gul tåge af medier, must-haves, slagtilbud, færdigretter, rusmidler, skønhedsoperationer og anden præfabrikeret ydre “larm” i en sådan grad at vi helt har glemt at være rigtige mennesker, nyde, slappe af, være lige nu og her … og i det hele taget have det godt, sjovt og rart med os selv og hinanden.
Men nu ved jeg hvad jeg ikke vil have – og nu ved jeg hvad jeg vil have.
Udfordringen nu og herefter ligger i ikke at bruge al energi på at brokke og kæmpe imod det jeg ikke vil have, men derimod at gå (og rette spotlight på) vejen hen imod det jeg gerne vil have.
Fjernsynet er slukket, børnene er sendt ud … og selv om der kortvarigt var en sur mine at skue, så er der nu glade hyl og latter. Nu skal jeg bare have lært at slukke MIN computer også!
Virkeligt et godt indlæg!
Vi har ikke haft noget fjernsyn i 3-4 uger, fordi vi pillede antennen ned da vi skulle skifte tag.
Den første dag var der lidt brok, men derefter gik det helt af sig selv med at lege med Lego osv. når børnene kom hjem fra skole.
Man er nødt til at hjælpe børnene med at slukke nogen gange, da det er et “monster” som de ikke selv kan frigøre sig fra.
God weekend
Jonas
Jo Tak 🙂 det er faktisk lykkedes mig at styre nogenlunde fri af computeren denne weekend! Og Ja, enig, vi må som forældre gerne hjælpe dem. Og det er jo helt perfekt, når der så opstår en naturlig undskyldning for at trække stikket … som et byggeprojekt! Men mindre er nødt til at gøre det her – for så længe er det ikke siden at vores tag fik nye tegl på… Tror også at der er en vis grad af ‘monkey see, monkey do’! Herhjemme har vi haft tendens til at sætte lighedstegn mellem afslapning og sofa/fjernsyn. Et lighedstegn Jeg øver mig i at slette og erstatte med… noget andet! Og det vil jo hjælpe gevaldigt, når vi finder frem til ‘noget andet’, der virker for os alle 🙂
Men hvis stikket bliver trukket på en eller anden måde finder vi nok på noget! Mennesker har jo en udsøgt evne til tilpasning og at finde alternativer, så det ville jo være interessant at sammenligne. Hvad fandt I og jeres børn så på at sætte i stedet? … Er Ludo-spillet f.eks. slidt op, eller..? 🙂