Luk lyset ind

Jeg lader overfladen krakelere
Jeg accepterer uperfekthed
Jeg tør forandring
Jeg giver slip og lukker ind
… Jeg gør noget

Jeg arbejder lige nu på et meget spændende kunstprojekt. Rent fysisk er det 7 døre, der skal placeres 7 steder langs Mors’ kystrute og stå i landskabet sommeren over. Ud fra egne historier, overbevisninger, evner, erfaringer og fortolkninger skal jeg med disse døre illustrere følgende 7 ord: Langsomhed – Frihed – Enkelhed – Bekymringsløshed – Stilhed – Fællesskab – Åndelighed

Det seneste halve års tid har jeg kredset om ordene. Tænkt på dem, mediteret på dem, drømt om dem, snakket om dem, tegnet skitser og skrevet ideer ned. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg skal have det virkeliggjort. I de næste 14 dage skal summen af det hele manifestere sig på dørene.

Transformation er et omdrejningspunkt i projektet og noget, som jeg har beskæftiget mig aktivt med gennem de seneste år. Et ønske om at transformere et leverpostejs-liv til et regnbuefarvet liv. Ikke ved at male alt lyserødt eller ændre på verden omkring mig, men ved at ændre mit syn på verden. At acceptere alle farver og være nysgerrig og åben på alle facetter. At vandre frit fra den ene ende af en skala til den anden. At komme fra et sted til et andet. At give slip på det ene for at give plads til det andet. At mindske modstand og øge evnen til at lukke ind.

 

Hvad sker der når en dør dør?

“La petit morte” tænkte jeg, da jeg en dag stod og tog mod til mig. Og skal man virkelig dø for at komme i himlen? Jeg betragtede de store døre, som de lå og stod rundt omkring og ventede på mig med deres patina af mange års brug og en aura fra svundne tider. Døre, hvor mennesker i årtier har gået ind og ud. Døre, der sikkert både er blevet smækket med og lirket langsomt på klem. Afventende.

Disse døre er fulde af historier i sig selv. Og min opgave er at tilføre dem nye historier. Kradse i overfladen og lægge endnu et lag på dem. Dørene blev kasseret og erstattet af nye. Det er tiden og udviklingen. Alt forandrer sig. Nyt kommer til. Men netop disse døre har jeg fået lov at genoplive til et nyt formål: At give stof til eftertanke og plads til personlige transformationer og eftertænksomhed.

Hvorfor føles det som så stort og afgørende et skridt, at stå med ansvaret for disse døre? Fordi de er en del af min egen transformation. Jeg er opvokset med trangen til at behage andre mennesker. At forme mig efter andre mennesker. Men der blev bare så mange forskellige holdninger til hvilken form jeg skulle have, at jeg til sidst blev helt … uformelig. Min udfordring er at finde min egen form.

 

“Du bestemmer, det er dig, der er kunstneren”

Som kunstner på dette projekt har jeg fået frie hænder. Det har været en stor udfordring for mig at bære kunstner-titlen offentlig og at få så megen frihed. Det er trygt at sidde i sin kasse og drømme om frihed. Lægge planer for fremtiden. Men når fremtiden og friheden er der, hvad vil vi så bruge den til? Jeg har ønsket, forberedt, hoppet og danset for at få en mulighed som denne og nu er den her. Hvad vil jeg så vise og hvordan? Tænk sig om jeg får startet forkert. Tænk sig om ingen kan li’ det jeg laver. Tænk sig om det bliver ligegyldigt. Tænk sig om det bliver kontroversielt. Tænk sig om jeg tøver så længe at min chance passerer ubrugt hen … Men heldigvis har jeg været dybt nede og vende i alle de 7 ord, og kan bruge det jeg er kommet frem til – også i denne proces.

Bekymringsløshed for eksempel, er det der kommer efter bekymringerne. Jeg ville ikke kende til bekymringsløshed uden at have bekymret mig først. Så nu går det bedre. Jeg har sluppet den hvirvelvind af bekymring og frygt, som jeg havde pisket op, og sat mig selv fri. “Hvad nu hvis” og “tænk sig om” er erstattet af tillid, accept og lyst til at se, hvad der gemmer sig bag den næste dør.

Man kan vente og planlægge til man dør, og risikere at dø uden at have levet. Jeg vil leve til jeg dør.

Det er i revnerne at lyset trænger ind.