Press "Enter" to skip to content

Om Anja

Anja Korsgaard - Spirituel Mentor og Affirmation ArtistFakta: Mit navn er Anja Korsgaard, jeg er 42 år og bor med min kæreste og vores 3 børn på en nedlagt landejendom på Mors.

Jeg elsker mine børn og min mand og forsøger til stadighed at fylde mit liv med følelsen af ro, retning, velvære og meningsfuldhed – både når jeg er “i mit eget rum” og når jeg er sammen med dem og andre. Jeg bruger megen tid på at iagttage, reflektere og tolke på mig selv og verden omkring mig i ord og billeder. Når jeg tegner, maler og skriver, så hjælper det mig til at finde ro, forstå lidt mere og på den måde danne mig en eller anden form for overblik og velvære. At være vel, må vel være vejen.

Jeg har arbejdet som grafiker i 20+ år. Derudover laver og udstiller jeg mine grafiske værker med flydende tusch, inspireret af japansk sumi-e, hvor vejen og udførelsen er vigtigere end målet. Her bliver motivet sekundært, og det primære er den følelse og energi, som stregen i et ekko repræsenterer og efterfølgende genlyder af i beskueren.

I sommeren 2013 debuterede jeg som kunstner i det offentlige rum med udstillingen “De 7 døre – Valget er dit” på foranledning af Kulturhus Sydvestmors. Se hjemmesiden for projektet her: www.de7doere.dk. Se også gerne hjemmesiden www.anjakorsgaard.dk, der er dedikeret mine streger og strøg. Sommeren 2014 kommer bl.a. til at byde på “ONDSKYLD” til BunkerLove-festivalen 2014 i Hanstholm og et værk over den 5. skabelsesdag til PilgrimMors 2014 et sted ved Mors’ kyst.

Bloggen her troede jeg en kort periode skulle understøtte et virke som fuldtidscoach/-mentor, men det fandt jeg ret hurtigt ud af ikke var vejen for mig. Jeg valgte alligevel at beholde bloggen og fortsatte mine skriverier et par år, for ved at formulere mig i blogindlæggene, har jeg samtidig fået en dybere forståelse af (og flere facetter på) hvorfor det indimellem er lidt svært at leve lykkeligt som menneske. I dag kan jeg bl.a. se, at vi er mange, der har gået mange unødige omveje og er endt i mange blindgyder i vores søgen efter fremtidig lykke. Alt for mange lykkestunder i nuet forsvinder, når vi har for travlt med at tilrettelægge fremtiden og svælge i fortiden.

Jeg er meget bevidst om, at vi alle er unikke, og ikke 2 mennesker er ens, hvilket jeg forsøger at huske, når jeg interagerer med andre… Har svært ved at acceptere, at der bliver sat begrænsende mærkater og diagnoser på nogen (eller man selv gør det), men må dog indrømme at jeg har det okay med at betegne mig selv som både “introvert” og  “særligt sensitiv” på nogle tidspunkter og områder … For jeg har altid været let påvirkelig af begivenheder og andre folks humør, energi og stemninger. Det har taget nogle år, men i dag er jeg blevet i stand til at “holde bolden på egen banehalvdel”, dvs ikke at påtage mig andres humør, men derimod at betragte såvel andre som mig selv mere objektivt og udefra i hverdagen. Jeg har lært mig at lukke op på den rigtige måde på de rigtige tidspunkter! Og i stedet for at se det som en ulempe ser jeg det nu som en fordel, især når jeg fordyber mig kunstnerisk.

Det ligger mig meget på sinde, at formidle og understøtte menneskers tillid til, at uanset vores udgangspunkt og forudsætninger, så har vi selv muligheden for at “booste” og nære livsglæde, lykkefølelse, mål og retning. At ingen er forkerte, det er kun når vi gør os selv eller andre forkerte, og ikke formår at justere, at det går galt. At når vi tager 100% ansvar og er opmærksomme på (og reagerer på) selv små forandringer og følelser så får vi 100% frihed.

Overbevisning
Jeg tror på, at vores virkelighed i meget høj grad skabes af de overbevisninger vi har og de “historier” vi fortæller om os selv og andre. At vi på en eller anden måde tiltrækker det vi fokuserer på, så derfor giver det god mening at fokusere mest på alt det gode vi har og ønsker os, men samtidig anerkende at der også findes mørke dage. Ved bevidst at vælge fokus, tilgang og tolkning kan vi vælge vores virkelighed og vore resultater.
Som morsingbo – fra Jantelovens hjemstavn og Udkantsdanmark – har jeg f.eks. arvet en kollektiv overbevisning om at vi ikke skal tro vi er noget, og i øvrigt bor det “forkerte” sted, hvor mulighederne ikke er så store. Den historie brugte jeg i mange år på at føle mig forkert, og som undskyldning for ikke at forfølge (eller overhovedet definere) drømme og alternative virkeligheder. I dag er min overbevisning at jeg er heldig at bo et sted med højt til himlen og åbne vidder. At jeg her har friheden og roen til at være mig selv og leve det liv jeg ønsker. At alt er muligt og verden er så lille at jeg kan drage ud fra min base og vende hjem med værdifuld viden, oplevelser og indsigter. At jeg har en berettigelse og noget at tilbyde verden. At min fysiske placering er irrelevant, da vi uanset fysisk placering alle er forbundet, også via internet, telefon, mail osv. At jeg har den perfekte baggrund for at leve det liv jeg vil. Og at jeg ikke behøver være superwoman og leve op til imaginære glansbilleder af det perfekte liv er også noget jeg minder mig selv om med jævne mellemrum.

Før og nu
Som tilfældet er for de fleste, så har jeg også samlet mig nogle erfaringer og er rendt i nogle “dårlige” oplevelser, valg og blindgyder, og det holder sikkert aldrig helt op. Men jeg begynder også at tro på, at jeg ER den bedste udgave af mig, og jeg SKABER mit liv og mine muligheder selv. Har en grundlæggende iværksætter- og skabertrang, som jeg har forsøgt at tøjle/målrette med større eller mindre held livet igennem.

For nogle år siden traf jeg en afgørende beslutning om at vedkendte mig mit ansvar for eget liv og humør. Ingen, hverken forældre, kærester, veninder  eller andre skulle herefter “gøre” mig ked af det eller hensætte mig i en tilstand af mindreværd. Jeg fik erkendelsen af at livet er for kort til at sætte sig i hjørnet og sige “det er de andres skyld”. Jeg tog kort sagt ansvaret for mit eget liv og min egen lykke tilbage. Jeg tilgav andre og jeg tilgav mig selv. Det blev startskuddet til en lang, snirklet og forunderlig rejse i personlig udvikling og udtryk, mod en større forståelse af og nysgerrighed på de menneskelige mekanismer i sjæl og psyke.

Gennem mange år har jeg samlet viden ind fra mange forskellige kurser, retreats, foredrag, bøger, videos og kloge mennesker. Selvværd og bevidst livsførelse er vigtige begreber, som værdsættes, prioriteres og dyrkes. Og som bekræfter at “det gode liv” er lige nu og her – når vi bevidst vælger at tage skridt i retning af det vi ønsker os.

Inspirator, iværksætter, kunstner, tænker og formidler
Kan jeg – ved i ord og billeder at formidle mine egne indsigter, erfaringer og observationer – inspirere andre til at vågne op af tornerosesøvnen, tage ansvar og finde modet og lysten til at leve bevidst, så er målet nået.

Kærligst Anja

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *