I dag var der en, der mindede mig om alle de ar, vi får som børn og unge. Alle de oplevelser vi har, og hun genfortalte nogle af sine egne gode historier. Og det gik – igen – op for mig at jeg virkelig har haft tendens til at fokusere på ulykkerne og det triste. På det, der gjorde ondt og det jeg kunne ønske mig anderledes. Men som så meget andet kan et lille skift i fokus være med til at ændre billedet og det levede liv, som vi går og genfortæller for os selv og andre. I dag faldt tankerne på min far og Hvidbjerg Kirke.
Da jeg var barn boede vi nemlig skråt overfor Hvidbjerg Kirke, hvor min far også arbejdede som graver/kirketjener. Og jeg tænker at det har været med til at give mig en tryghed ved kirker generelt. Jeg har nemlig tit smuttet over til far, når han arbejdede. Når han støvsugede inde i kirken fik jeg en gang i mellem lov at trække alle piber ud på kirkeorglet og spille “stille nu” – på en meget ustille måde – og “frere Jaque” og “für Elise” – det var mit repertoire! Jeg fik lov at sætte messingnumrene på tavlerne. Når han gravede en grav til næste begravelse, så sad jeg på kanten og kikkede med. Der var en gang han fandt et helt kranie, som han stak i hækken med ordene “den lægger vi ned igen, når begravelsen er ovre”. Jeg var også med ham, når han var ude og samle mos til at julepynte gravstederne med. Eller jeg gik rundt og kikkede på gravstenene fra de slettede grave og fandt de ældste, de yngste, de pæneste, de … Og jeg fik lov at ringe med klokken, når solen skulle ringes ned om aftenen. Om sommeren gik jeg på kirkediget og plukkede tusindfryd, mælkebøtter og smørblomster mens far klippede hække, slog græs og holdt det hele pænt for slægtninge og besøgende. Indimellem lagde jeg mig der på kirkediget, lukkede øjnene eller kikkede op på skyerne og lod bare tiden og tankerne flyve, som humlebier og sommerfugle på en helt perfekt sommerdag.
Der var et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne huske de her ting. Jeg kunne kun huske de negative historier. Men mens jeg har skrevet det her, er det gået op for mig, at præcis i dag er det de historier, jeg har sværest ved at huske. Og jeg vil heller ikke forsøge på det.
Jeg er taknemmelig for at være fra en tid, hvor det var okay for en lille pige på 7 år at være med sin far på arbejde. Jeg er taknemmelig for overhovedet at have haft en far, og endda en, der lod mig være en del af sit liv. Jeg er taknemmelig for at have oplevet så mange facetter i mit liv, at jeg i dag kan kende lykke fra ulykke. Og at jeg har bevidstheden om, at jeg selv kan vælge mit fokus. Jeg er taknemmelig for også at have gode historier som de her. <3
Dagens reflektion:
Hvilke glimt af ubetinget lykke og livsglæde – skønne og opløftende historier – kan du hive frem i lyset og huske fra din barndom?
Kære levilykke.dk ejer. Tak for smuk og meget authentisk forhold til dine følelser, det lyder smukt og indlevende og værd at dele.
Jeg har selv fået stor gavn af at søge min Gud i himmelen.
Den rene tekst du skriver med taknemmelighed, er meget rar for mig at se. Gud er for mig noget af det smukkeste at se, og depression og lignende kan han kurere i mange tilfælde for folk. Samtidig er jeg også lidt af en natur kender til tider, den er smuk. Kærlig Hilsen Michael.