Shhhh … Giv mig lige lidt stilhed, så jeg kan høre igen

Åh, hvor tit ønsker jeg mig bare at blive pakket ind i vat og at alt er stille, blødt, helt neutralt og følelsesfrit omkring mig. Ingen der ringer/mailer/taler til mig, ingen der forventer noget eller afkræver mig en eller anden form for stillingtagen, ingen jeg føler forpligtelser for, intet til at flå og hive i mine følelser. Ingen ingenting. Stilhed, ro og væren.
At kunne få lov til at sidde helt roligt, musestille og bare stirre ud i luften.

Når jeg ønsker mig stilhed, så er det som regel fordi jeg har fået for meget “larm” og er blevet mør … grænsende til overkogt! Når min balance er røget og jeg er kommet så meget ud af mig selv, at jeg i forvirringen næsten helt glemmer hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. Når jeg har lyst til at stikke fingrene i ørerne, stikke af eller stikke nogen en lussing – så er det jeg har brug for at lukke mig ind i min egen klokke og få samlet sjælen, inden jeg åbner op og tager verden ind igen. For selv om jeg indimellem har behov for at trække mig, har jeg intet ønske om at forsvinde helt ind i mig selv for altid. Jeg elsker nemlig også når verden og følelserne larmer, bruser og river i mig … men ikke altid og hele tiden, for så kan jeg hverken høre eller mærke.

Har funderet en del over stilhed, og det er der kommet dette “dør-værk” ud af. Døren sættes på lørdag – sammen med 6 andre – op langs Mors’ kystrute, hvor de vil være at finde sommeren over.

Her bagefter kom jeg i tanke om Bjørks “Oh, So Quiet” – og man skulle næsten tro, at jeg havde haft den i tankerne undervejs, men det er altså først, nu hvor døren er færdig, at jeg fik lavet den kobling! Elsker måden hun veksler mellem de 2 yderpunkter af stilhed. Og bemærk detaljen – hun er solgul, hvid og sort som min pige – synkronicitet eller tilfældighed … tjah … who cares!