Slut med konen i muddergrøften

Vi ved det jo alle godt. Vi skal turde tage det første skridt. Springe ud i det. Øvelse gør mester. Vi skal committe os til det vi vil. Gå vejen. Og alligevel er vi rigtig mange, der den ene gang efter den anden står og tjat-hopper i det skjulte, forsøger om dog ikke vi vupti-vupti i ét giganthop kan komme fra der hvor vi er, til der hvor vi gerne vil være – hen over kløften fra A til B – i stedet for at få bygget den bro, der kan føre os sikkert til målet, og som vi kan sætte den ene fod foran den anden på, indtil vi tørskoet, glad og tilfreds kan stå på den anden side og sige “I did that”. Men sandheden er, at jo mere et mål betyder for os, jo sværere er det at stå ved det, vise det og sige det højt, mens vi bygger broen og endnu ikke “er der”.

 

Konen i muddergrøften – det var mig!

Indimellem har jeg slet ikke haft blik for hvor jeg var, men kun fokus på målet. Jeg har sat af og hoppet ud over kanten uden at have tjekket afstanden ud og forberedt mig … og jo, indimellem har der været tilfælde, hvor det er lykkedes at komme nogenlunde helskindet over på den anden side, men alt for ofte er jeg landet i mudderet med ansigtet først og har slået mig gevaldigt. Og når det er sket har jeg bandende eller grædende måttet samle mig selv op igen (eller nogen har fundet mig og samlet mig op) så jeg kunne komme tilbage på den tørre bred igen.

Tilbage ved udgangspunktet, har jeg stået med en oplevelse i rygsækken, som kunne omsættes til et tyngende nederlag (dem har jeg en pæn lille samling af!). Eller til værdifuld læring. Da min rygsæk blev for tung og besværlig, fik jeg lært hvordan man omsætter nederlag til læring, hvilket heldigvis er muligt uanset hvor mange og hvor gamle nederlag, problemer og udfordringer man slæber rundt med. Og tilfældigvis er læring af den type også den slags byggesten de bedste og stærkeste broer kan bygges af!

 

I dag går det bedre

En af mine værdifulde læringer, som jeg finpudser i tiden er at ikke gemme mig, når det handler om mine tegninger og malerier. Og det går meget fint. Jeg har det nu okay med at andre ser det jeg har lavet. Kan tale om og vise det til familie, venner, kunder og her på bloggen. En anden værdifuld læring er at turde øve og lave “mine kunster” mens andre er i nærheden. Det går også bedre. Er f.eks. begyndt at tegne i sofaen om aftenen og Allan har inviteret mig ind i det gamle værksted, hvor jeg nu kan “lave kunster” mens han skruer i og nusser om sine biler!

Så jeg tegner i stuen og maler i værkstedet og det falder mig næsten naturligt nu. Skelettet til min bro er bygget, nu fylder jeg bare kød på. Hvornår/hvordan/om jeg kommer dertil, hvor jeg bliver tilknyttet et galleri, kommer på censurerede udstillinger og anerkendte museer, ja det vil tiden vise. Men det er da absolut nogle af mine drømme og mål for fremtiden. Og uanset om det bliver realiseret eller ej, så nyder jeg lige nu at kunne lave mine ting uden at føle det pinligt eller gemme mig.

 

En opfordring til andre

Så med udgangspunkt i mine tegnerier fra i aftes og refleksionerne herover, vil jeg også opfordre andre til: Er der noget du gerne vil, så husk at tage også de første små og svære skridt: Stå ved det og fortæl om det, så du ikke behøver gå og gemme dig, mens du i smug laver halvhjertede hop. For når vi tør sige det højt, vil der ofte endda være nogen, der kan give en hånd med, hjælpe dig med at finde byggesten og mulige veje/genveje – men forudsætningen for det er altså, at vi holder op med at holde vore ønsker, drømme og passioner hemmelige, og at vi tør gå vejen, selvom andre kikker, at vi sætter den ene fod foran den anden.