“Jeg tror da liiige jeg går hen til den største forhindring, for når nu vi alle er blevet enige om at livet er hårdt så skal jeg da nok lade være med at lave om på det” … øhhh nej, det tror jeg så vist ikke lige jeg gider mere… “Jamen alle vi andre hopper over herovre – så skal du da også” – Altså … nej tak!
I mange år bildte jeg mig selv ind, at det var billigere og bedre at lave mit regnskab selv. At som selvstændig i et en-mands-firma var det unødig luksus at hyre en regnskabsdame til at føre bilag ind og få styr på faktura-indbetalinger, kredit og debet og hvad det nu hedder alt sammen.
Det var energidræbende og tærende og på alle måder ulideligt for mig. Og det skøre er, at min kære søde, rare, forstående regnskabsdame kan rigtig godt li’ at gøre netop den slags.
Så i dag kan jeg aflevere mine mapper til hende, og hun smiler og jeg smiler og alle er glade. Jeg har ikke de helt store udgifter til hende, for den tid og energi jeg plejer at “brænde af” på den type kontorarbejde, ja den kan jeg bruge konstruktivt til andre ting.
Nu er det jo ikke fordi man altid skal forfalde til at købe ydelser og færdige produkter. Men det er absolut tilladt at vurdere på fordele og ulemper i de ting vi foretager os i dagligdagen, og at huske at vurdere det indad og ikke efter hvad andre siger og gør. Elsker du at bage fødselsdagskage og -boller og har du overskud og tid til det, så er det det du skal gøre. Men hvis det kun er fordi de andre mødre i klassen gør det selv eller fordi tante Agathe vil komme med spydige kommentarer til købekager – så la’ li’ vær’ hva’! De andre mødre vil sikkert være lettede over at “normen” for klassens kagemænd bliver ændret til at det er okay at købe. Og tante Agathe, ja hun kommer nok over det – måske endda hun tager det som en mulighed for at slække lidt på kravene til sig selv, så hun kan overkomme at have gæster lidt oftere, som hun faktisk gerne ville.
Så drop ræset og lev livet som det bør leves – med lethed, nydelse og glæde i fokus.
Be First to Comment