Det kan være direkte farligt at tænke over meningen med livet. Hvor kommer vi fra, hvor går vi hen og hvorfor? For når vi begynder at tænke bevidst over det, så betyder det også, at vi på et tidspunkt erkender vigtigheden af at stoppe strømmen af automatiserede handlinger og reaktioner på samfundsskabte gøremål, og gøre status over om vi LEVER meningen med livet – eller om vi har lagt hovedet på hylden og lader os (for)føre i tryghedens navn, mens vi går glip af det vigtige, eller slet ikke har spottet hvad der er det vigtige… Lever vi eller gør vi bare som om? Fundering over meningen med livet kan være starten på en eksistentiel livskrise for mange, der for en stund mister fodfæste og fundament, flyver i frit fald på uprøvede vinger…
Jeg ved det, for det er netop hvad jeg har gjort de seneste år. Altså funderet på meningen med livet. Skruet hovedet på igen, basket med vingerne, i forsøget på at se og navigere i det vi kalder livet. Og jeg forsøger samtidig at sætte ord og følelser på det. Først var det på bloggen her. Og på Facebook. Og i fremtiden vil det være via større kunstværker. Startede i 2013 med “De 7 døre”. På tapetet for 2014 er foreløbig “Den 5. skabelsesdag” og “ONDSKYLD”. Det fylder meget i mig lige nu. De vokser i mig både dag og nat. Hvordan kan jeg via mit fokus, mine historier og mit udgangspunkt formidle dem, så de materialiserer sig og lever videre synlige og relevante for andre?
Det er mange platforme at sprede sig på. Både som privatperson og som kunstner. Men sådan gør man jo. Sådan skal man jo. Det er normen. Man skal være “på”, man skal ses, man skal interagere, svare, kommentere, konsumere, observere, implementere, absorbere, konservere, konversere… Men kan man være så meget udenfor sig selv og i “den anden dimension” og samtidig være i sig selv, virkeligheden og nuet? Hvis ikke man bliver set, så er man ikke … hvis ikke man reagerer, så er man ikke … eller? Fanger bordet når man har “lagt sig ud”? Er der plads til bløde, levende, pulserende, foranderlige menneske-væsener i den skal af digital selvpromovering vi konstant lægger ud omkring os?
Måske er det nu det begynder at tippe over? Måske det er nu vi erkender, at vi har haft så travlt med at vise os selv og promovere og dokumentere os selv hver dag, time og minut, at vi er ved at stivne i et alt for stramt glansbilledsmil og tabe både os selv og andre i processen? Måske er vi ved at nå til en erkendelse af, at hvis vi fortsætter i samme spor, så er vi snart kun skal uden kerne?
Mit primære middel til kommunikation bliver fremover kunsten. Mine daglige tanker og gøremål kommer ikke længere på facebook, men bliver i stedet delt med familie og venner – face-to-face (eller over … telefonen!). Mere fokus på – via kunsten – at skabe oplevelser, følelser og universelle menneskelige redskaber til at (gen)opdage og mærke kontraster, nuancer, muligheder, visioner og versioner af os selv, andre og den verden vi lever i.
På facebook er vi alle reality stjerner, men hvad er vi så i den virkelige virkelighed?
I forgot my phone: Video om hvordan vi går glip af det liv vi så gerne vil dokumentere. At vi har så travlt med at forbinde os, at vi mister forbindelsen til os selv og de, der er fysisk omkring os. Små glimt er godt. Mange glimt blænder… Det er skønt at kikke i fotoalbummet fra tidligere tider. Men når albummet fylder flere terrabytes, så er det for stort at åbne op. Og hvis vi har travlt med at dokumentere øjeblikkene, så skrumper tid, lyst og evne til at nyde de svundne og de nuværende… Min udledning af denne video er: Hvis der er noget der skal dokumenteres, filmes eller fotograferes (frieri, fødselsdage etc.), så lad være eller få andre til det og nyd i stedet selv livets store øjeblikke 100% “live” og lige nu. Eller lad dem leve videre i den levende fortælling fra menneske til menneske om hvordan det føltes og hvad der skete <3
Be First to Comment