Der er mange ulve-historier i omløb for tiden, og nu blev det så også tid til en ulve-historie her på bloggen!
Denne video er nemlig “kommet til mig” ad flere omgange i løbet af de seneste år. Her for en uges tid siden tænkte jeg på den igen og søgte også rundt på youtube for at finde den og dele den med jer, men jeg fandt den ikke, og “slap det” igen, for jeg tror fuldt og fast på, at vi tiltrækker det vi ønsker og har brug for, når vi har brug for det. At det handler mest om at definere hvad vi vil, og så holde øjne og ører åbne for next steps, store som små. Og i dag havnede ulve-videoen altså lige midt i min in-box, og det tager jeg som et tegn på, at tiden er inde til at dele videoen og de tanker, der følger med:
Ønsker, drømme og livsbaner
Jeg tror på at alle mennesker har et talent (eller flere) og en livsbane, som vi kan vælge at dyrke, styrke og gå med. For nogle er det indlysende fra fødslen, for andre er det lidt zigzag-agtigt! For nogen føles det som et klart kald fra starten, for andre som et diffust ønske, eller en perlekæde af ønsker, der leder i en bestemt retning.
Men hvis ikke vi indimellem tillader os at gå ud i uvisheden – der hvor vi ikke er helt sikre på udfaldet – så risikerer vi at komme på vildspor, gå i stå og overlade styringen til frygten, og vores livsbane sygner hen, uden at vi når nogle vegne. Det tror jeg er endnu mere usundt, end at løbe med oprejst pande mod et par ulve fra tid til anden.
Jeg siger ikke at alle skal dyrke “sky diving”, opfinde dybe tallerkener eller være koncertpianister. Det der er en drøm for den ene vil være et mareridt for en anden. Det der er svært for den ene vil være let for en anden. Drømme, udfordringer og livsbaner findes i uendeligt mange variationer, og ingen kan sige hvordan andres er eller skal være. Det er helt og aldeles det enkelte menneske, der fornemmer i hvilken retning det drages … hvornår det er tid til at stå og hvornår det er tid til at gå. Men frygt bør aldrig være en undskyldning for at gå eller ikke gå.
Frygt bør aldrig være afgørende for hvilken retning vi vælger
Frygt er den dårligste undskyldning. Et liv i frygt gør, at vi aldrig giver os selv muligheden for at komme styrket ud på den anden side. Aldrig giver os lov til at afprøve og udleve en drøm, så nye drømme kan opstå, og derved følge vores livsbane, hvor snirklet vejen end må være. For når vi ikke tør flytte os, men i stedet lever hele vores liv på ét sted og med lukkede øjne, så vil ulvene stadig være der (altså ulvene er symbolet på den frygt og de reelle/imaginære forhindringer, der står mellem os og realiseringen af drømmene, ikke!). Og så vil alle de ulve vi ikke konfronterer, samle sig en efter en, omringe os og liste sig ind på os, når vi ikke ser det. Og de vil langsomt fortære os i små bidder, mens vi siger tossede ting som “det gør ikke noget, jeg havde alligevel ikke brug for hele 10 fingre, jeg kan nemt hoppe rundt på et ben og en bid maveflæsk kan jeg sagtens undvære”. Og på et tidspunkt er der kun 2 muligheder tilbage: at gå frem eller dø … og vi vil se ned ad os selv, og tænke: “hvorfor gjorde jeg ikke noget lidt før, bare jeg dog havde gjort det, eller det, eller det, eller…”.
Der gik lidt flere år end strengt taget nødvendigt for mig, inden jeg begyndte at tage ansvar og bevidst løbe mod ulvene. Jeg er stadig bange indimellem. Jeg er stadig indimellem helt forkert på den med timingen, og bliver “slået hjem” fordi jeg løber for sent eller for tidligt. Men jeg trøster mig med at livet er en lang række af læring og “do-overs”. Jeg heler hver gang jeg falder eller bliver såret, tager en pause og samler nyt mod. Og jeg ved, at der vil altid dukke både nye og gamle ønsker og ulve op, som jeg kan/vil løbe imod.
Se videoen om frygt, drømme, mod og ulve her:
Dagens refleksion er:
Har du nogle “ulve”, der kredser om dig eller står og spærrer din vej frem?
Og skal de have lov til det?
Hvad føles værst (eller mest rigtigt) lige nu – at gå … eller at stå?
Og hvad skal der til, for at du tør/kan løbe frem og igennem dem?
Be First to Comment