Wauw! Hvor ER du smuk! Et utroligt autentisk look! Din personlighed skinner virkelig igennem! Nogle fortæller at de har brugt AI og andre ikke. I nogle fotos er det tydeligt at det er AI-modereret og andre ikke. I en verden af fake news, fake fotos, fake billeder, fake personligheder og pyntede selvfremstillinger tænker jeg på hvordan vi fremstiller og skaber os selv og hvordan vi ser andre. Vel vidende at dybest set er alt hvad der vises, ses, høres og fortælles på en eller anden måde forvrænget gennem både afsenders og modtagers forståelse, færdigheder og filtre.
Person-lighed
Der florerer en SoMe trend, hvor man prompter AI til at lave smukke modelbilleder. Og rigtig mange bruger samme copy-paste prompt hvilket resulterer i … smukke men upersonlige kopier med person-ligheder. Det er især kvinder, der gør brug af det og deler smukke billeder af sig selv. Og som en mand påpegede for mig – da jeg luftede min frustration over at den form for manipulation skaber en unaturlig ‘normal’, som påvirker os uanset om vi ved og fortæller at virkeligheden er pyntet på – så gør flertallet af (smukke) kvinder det jo hele tiden med makeup, hår, negle og diverse shapewear, høje hæle osv. Og mænd ved det godt. Desuden bruger jeg selv bh. Og vælger i øvrigt tøj, der fremhæver, nedtoner og føles som jeg finder det mest hensigtsmæssigt i den kontekst og stemning jeg er og vil være i. Jeg smiler. Jeg viser mig naturligt og impulsivt fra min bedste side, når jeg mærker at jeg ses.
Og ja. Det er rigtigt. Men.
Hvad GØR denne nye kunstige selvforherligelse ved os og ved vores selvværd/selv-væren?
Jeg har haft modstand på og undret mig over hvorfor især kvinder bruger SÅ megen tid, penge, energi og indsats på at pynte og forbedre – og derved blot skabe en kollektiv ‘målestok for skønhed’, der ligger endnu højere og kræver endnu mere for hvert nyt tiltag. De smukke vil være smukkere. De rige vil være rigere. De populære vil være populærere.
Det virker på mig som en unødig stressfaktor at gøre SÅ meget ud af at fremstå højere, slankere, smukkere og dybest set mere og mere kamufleret … vel vidende at glansbilledet krakelerer, når man vågner op med ‘MIG søndag morgen uden makeup, stiletter, shapewear og fotofiltre/AI-manipulation’. Jeg tænker på om de supersmukke og deres beundrere måske i virkeligheden har mere fokus på indpakning end indhold og om de betaler prisen for at opretholde illusionen med tab af nærvær og afspændt naturlig ‘væren’ med andre mennesker? Om det der umiddelbart tiltrækker også er det som skaber afstand?
Når kvinder skaber illusion og mænd tiltrækkes af dem
Jeg taler med både kvinder og mænd. Om krop. Relation. Tiltrækning. Frastødning. Lyst. Begær. Skyld. Skam. Normer. Forventninger. Og jeg kan se hvordan det påvirker både nye relationer og etablerede relationer utroligt negativt, når synet af utilslørede naturlige levende mennesker i alle de mange nuancer, skævheder, former og facetter der er, bliver mere og mere hemmeligt, privat, gemt, skamfuldt og pinligt.
Den umiddelbare visuelle tiltrækning efter det smukke og optimale bliver nemt netop den barriere, der skiller os ad.
Der er en øget risiko for at mennesker, der ikke i er i en kærlighedsrelation tiltrækkes af de smukke eventyrlige fantasier, illusioner og glansbilleder, der til forveksling og ved gentagen eksponering ligner en perfekt virkelighed. Men som følge af den tiltrækning lukker de også i og går hurtigt videre til næste, når de ser eller bliver set gennem facadesprækkerne. Vores virkelighedsopfattelse bliver i tiltagende grad korrumperet og forskruet i en sådan grad, at mange hverken tør eller orker både at skulle vise sig utilsløret og OGSÅ at skulle forholde sig til andres grimheder, fejl, problemer, usikkerhed, traumer, mindreværd og skævheder..!? Frustration og skuffelse næres og synes uundgåeligt jo flere lag vi sætter imellem DIG og MIG.
Mennesker i etablerede virkelige relationer kikker i dag ofte på hinanden og er utilfredse med det de ser, fordi målestokken for ikke blot kendisser og modeller, men også ‘almindelige mennesker’s skønhed nu også er ændret. Der bedømmes og der sammenlignes: ‘Hvorfor gør du ikke lige så meget ud af dig selv som de andre? Da vi mødte hinanden gjorde du meget mere ud af dig selv.’ Dette kan være både udtalt og uudtalt. Og uanset, så er sammenligning, bedømmelse og fordømmelse meget lidt fordrende for vores lyst og mod til at være og vise os naturligt i dagsformen af utilsløret afspændt selv.
Jeg har gennem årene øvet mig i at pille masker og filtre af, anerkende og vise MIG med alt hvad det indebærer, at være autentisk og utilsløret levende både on- og offline. At ikke gøre mig sårbar og afhængig af alle andres syn på mig. At kende og favne mit værd, både når det føles højt og når det føles lavt. Men. Vi er ikke solister. Vi er ikke afgrænsede enheder. Den verden vi bevæger os i og de mennesker vi bevæger os med trænger ind og bliver en del af os og påvirker vores syn, vores bevægelse, vores måde at være og vise os.
Motivation, handling, konsekvens
På et tidspunkt var jeg i en relation, hvor jeg dagligt kunne se ham online like, kommentere, komplimentere og i det hele taget positivt respondere på andre kvinders ‘se mig’-fotos, hvor vinkel, belysning, outfit og filtre var bevidst optimeret for positiv opmærksomhed – samtidigt med at det var tyndet gevaldigt ud i både online og IRL ‘likes’ fra ham til mig. Og grunden til at jeg kunne se det så tydeligt, var selvfølgelig at jeg også brugte uhensigtsmæssigt lang tid og opmærksomhed på ‘mennesker filtreret gennem en skærm’.
Vores naturlige tiltrækning, interesse og opmærksomhed med hinanden var over tid erstattet af ‘vi er kærester, er det ikke bevis nok på at jeg kan li dig?’. I takt med at jeg så andre kvinder blive bekræftet af både ham og andre voksede min utilfredshed med mig selv, og idet kulturen ikke er at mænd pynter sig og høster likes online, så voksede problemet kun på min banehalvdel. Jeg mærkede frustrationen vokse for hvert like de smukke kvinder fik. Jeg ville (og jeg vil sådan set stadig!) OGSÅ gerne kontinuerligt ses, værdsættes og anerkendes og da især i en intim og gensidig kærlighedsrelation. Det resulterede i at jeg både følte vrede og irritation mod de kvinder der lagde smukke fotos op, og at jeg gik i offensiven.
Jeg gik aktivt ind i skønhedskonkurrencen, ved at lægge et længere skriv op om frustrationen over emnet sammen med et ‘smukkeseret jeg’ – og jeg fik skam likes og komplimenter og kommentarer fra en masse mænd, der ikke læste opslaget men reagerede på ‘en smuk kvinde’, og jeg fik af andre medhold i det absurde i at forvrænge virkeligheden … jeg fik med andre ord opmærksomhed fra andre. Det føltes umiddelbart som en succes. Og jeg tænkte, at når han kunne se mig blive anerkendt af andre og se mig i mit pyntede jeg, og når han kunne se hvor absurd det var, og at andre gav mig ret, SÅ ville det resultere i anerkendelse, gode samtaler og en genetablering af interesse i min retning og væk fra ‘de andre’.
Men.
Resultatet var en dobbeltnegativ, hvor jeg i første omgang blev ignoreret af ham og da jeg direkte spurgte efter anerkendelse BÅDE blev call’et for at være uautentisk og ‘gøre mig til’ OG for at være jaloux uden grund. Præcis det som jeg ikke har lyst til at være. Mennesker, der ses mærker ikke behov for at blive set. Jeg følte mig stadig uset af ham, og nu også forkert. Jeg følte det som en loose loose case. Uanset hvad jeg gjorde eller ikke gjorde, så var faktum, at kontakten mellem os var forstyrret af vores begges fokus på kvinders online invitationer til positiv opmærksomhed. Og mit selvbillede blev kun forværret af en motivation udsprunget af mangelfølelse og higen efter ægte anerkendelse på et uægte grundlag. Jeg lærte meget af den erfaring!
Og jeg hører andre fortælle den modsatte historie om at ‘hende derhjemme’ gør sig smuk og lækker, likeable og valgbar hele tiden, både når hun er ude og online, hvilket dræner overskud og energi i en sådan grad at under facaden er der primært surhed, grimhed, lav energi og afvisning derhjemme. Eller næsten endnu værre, at hun holder på facaden derhjemme også, og derved aldrig helt giver mulighed for ægte intimitet, kontakt, nærvær og sårbarhed i relationen.
Er det snyd eller bringer det blot det naturligt smukke i fokus og bedre rammer?
Min grundlæggende holdning til ‘MIG’ (vores selvbillede og identitet) er, at ‘jeg’ skabes i mødet med andre. Det er ikke bedømmelse. Det er eksistens. Og det er ‘Nice to’ at blive anerkendt generelt og en nem måde for det, er at lave en smukkere overflade og et finere billede af ‘selv’ udadtil. Men det er ‘Need to’ at blive anerkendt når vi er afspændte, sårbare og filterløse. Især og mest af i mødet og samværet med vore nære relationer. Vi har brug for nære relationer, der ser og anerkender os. Og når det ikke er der, så er det nemt at ty til anerkendelse og bekræftelse og skabelse af ‘MIG’ gennem en skærm.
Jeg har sluppet online-kampen for anerkendelse af tidligere nævnte relation. Men mærker en fortsat lyst til at eksistere i den online virkelighed. Og mit dilemma er at jeg gerne vil vise mig filterløs, men samtidigt vil jeg også gerne vise at med filtre kan jeg sagtens matche de andre. Jeg vil gerne medvirke til at vi BÅDE kan nyde eventyr og fantasi OG bibeholde evnen til at anerkende og værdsætte det utilslørede, netop ved at inspirere til at vi vover at vise os mere uperfekte og naturlige.
Det er også for mig virkelig spændende og relevant at vi bevidst erkender og forholder os til at et menneskes tiltrækningskraft er relativt ifht andres tiltrækning. Og når det handler om at visuelt tiltrække sig positiv opmærksomhed, så der er en eller anden form for måleskala implicit. Det der førhen var normalt er nu under middel simpelthen fordi der er en overvægt af kunstigt pyntede kvinder. Et ordsprog siger ‘skik følge eller land fly’. Og. Generelt ligger jeg ikke under for modeluner og skæve trends. Og nu hvor man kan manipulere noget faktisk smukt frem med AI så er jeg fristet til at bruge det. Lidt. En gang imellem. For jeg har nu med AI faktisk erfaret, at jeg kan tweake smukke og autentiske fotos frem, hvor jeg kan skabe et selvbillede af ikke unaturlig overdrevet smukhed, men derimod føles det som at have skudt genvej til det som kunne være mig, hvis jeg havde investeret i et ægte photoshoot.
Ufrivillig fanget i en ‘ny normal’
Jeg mærker at selvom jeg med mit intellekt og min sunde fornuft ganske godt ved det er snyd, så er denne form for fotomanipulation ALLIGEVEL et redskab og en virkelighed, som jeg ikke kan undgå at forholde mig til. Jeg har jo dybest set ikke brug for at andre synes jeg er smuk. Men. Jeg kan godt li at føle mig smuk. At fremstå smuk. Så. Hvorfor er det jeg til nu har ‘holdt mig for god’ til at bruge AI? Det føles som at insistere på at gå min vej frem, når alle andre kører i biler, busser og tog. At insistere på at bruge brevduer og røgsignaler, og derved afskære mig mere og mere fra den virkelighed og kommunikationsform de fleste andre bevæger sig i?
Jeg er i mit grafiske arbejde vant til at optimere på lys og farver og beskæring. Jeg er vant til at lige photoshoppe og optimere, når det gælder marketingmaterialer. Så hvorfor insistere på i det private at bruge et foto, der er skævt og med en flig veninde i kanten, når jeg med et snuptag kan lave noget der stadig er et foto af mig – men bare pakket mere elegant ind? De der betragter mig og mig der betragter andre kan jo alligevel ikke undgå at bruge og måle visuelle indtryk op imod den nye standard for ‘smukke fotos’ helt impulsivt.
Jeg er ambivalent. Fordi den optimerede/manipulerede smukhed i dag kan generes, overoptimeres og dyrkes ikke blot af modefotografer, stylister og modeller, men også af almindelige mennesker og fordi smukheden pr impuls bare tiltrækker mere og føles mere lækker uanset hvordan det er skabt. Og samtidigt mærker jeg en klar modstand på de nemme løsninger. Snyd. Anerkendelsen bliver hul og føles tom. Og jeg mærker en modstand på at blive afhængig af falsk bekræftelse. Men hvad er falsk? Er det falsk at gå i biografen og græde og grine og forskrækkes og forløses af en film? Er det falsk at tænde bål, hænge kulørte lamper op og lade natten fylde af vin, musik og festklædte mennesker? Er det falsk når vi tilbereder et måltid og anretter det smukt fremfor blot at smide det på en tallerken? Nej. Så længe vi er bevidste og åbne og ærlige om at det blot er én måde at vise og være i verden, og at ikke alt altid kan være de store følelser, de festlige møder, de veltilberedte måltider. Så længe vi er bevidste om at ikke begrænse os til kun at vise og være og lege og mødes i det ene eller det andet. Så går det nok?
Hvad nu hvis jeg bare giver slip og leger med?
Jeg har lyst til at gå ‘over the top’, besøge fantasiland og sende inspirerende postkort til mig selv og andre derfra med glitter, glimmer, dekadence og eventyrlige fornemmelser. Jeg vil gøre det åbent og ærligt og i afmålte, synligt veldefinerede og veloplyste doser. Jeg vil bibeholde og værne om mit afspændte utilslørede autentiske jeg. Ikke negligere, erstatte, gemme eller udradere det.
Jeg vil for alt i verden skabe og støtte en virkelighed, hvor hverdags- og standard-looket for kvinder ikke kræver daglig vedligehold og selvudslettende maskering. Jeg vil opfordre til at vi alle husker OGSÅ at vise uredigerede billeder uden filtre og AI-manipulationer.
Jeg er historiefortæller af natur. Jeg er eventyrer. Jeg er observant. Jeg er manipulator. Jeg er fantast. Jeg er nysgerrig. Jeg er bevægelig. Jeg har livet igennem praktiseret og opøvet færdigheder i at male billeder, stemninger og følelser frem i mig selv og andre med mine ord, min kunst, min berøring, min energi og mit nærvær.
Hvorfor holde mig tilbage og undlade at gå på opdagelse i hvordan jeg med mine ord kan prompte billeder frem? Jeg er nysgerrig på at lege noget mere med denne teknologi. Dette nye redskab. Min interesse for hvordan mennesker ‘skaber selv’, møder, bedømmer og ser sig selv og hinanden er uformindsket.
.
Illustration: Uredigeret referencefoto i midten flankeret af hhv. AI-genereret s/h foto af standardprompt samt AI-genereret farvefoto af let modificeret standard prompt. Skabt af Anja Korsgaard via ChatGPT.
.