Press "Enter" to skip to content

Fremtiden starter i dag

Frederik Joen Nielsen søger jobHovedformålet med dagens blogindlæg er at gøre dig, mig og alle mere bevidst om dette: Den vibration jeg udstråler i nuet, er med til at forme min fremtid.

Ofte står vi i situationer, hvor vi bare ikke er, hvor vi gerne vil være … eller bare ikke har det vi gerne vil have. Vi kan være arbejdsløse, barnløse, kæresteløse, pengeløse, boligløse osv. Og når vi står i de situationer, hvor et ønske ikke er realiseret og en forhindring spærrer vores vej, så kan vi vælge at hænge fast i det (og ofte med rette synes at det er uretfærdigt eller synd for os), eller vi kan vælge at tage ansvaret tilbage og “deale” med det. Holde målet for øje i stedet for problemet. Hvis vi gerne vil flytte os og gå uden om en forhindring, så må vi fokusere på muligheder og løsninger. Prøve forskellige tiltag, og fortsætte indtil vi når vort mål. Og vi vil efter al sandsynlighed undervejs rende på flere forhindringer, blindgyder, lukkede døre og høje mure. Men med en høj vibration vil vi have modet og lysten til at fortsætte alligevel. Og vi vil vide, at hver forhindring bringer os tættere på realiseringen af de mål vi går efter.

Tag udfordringerne som de kommer og vid at der altid er en løsning. Og når løsningen ikke ikke kommer af sig selv, så får du lov selv at skabe/opdage den med din egen kreativitet som motor.

Der er i virkeligheden kun én løsning på alle de problemer og udfordringer vi har: “hæv din vibration” (vibration kan oversættes til humør/ udstråling/ nydelse/ mod/ vilje/ energi/ kærlighed/ lyst til livet – kort sagt alt det man har det godt af og får det godt af. At have det godt, gøre godt og være god med det der er). Problemer og løsninger handler nemlig ikke kun om de ydre omstændigheder, men i lige så høj grad om hvilken holdning og attitude vi har til de ydre omstændigheder … a la “smil til verden og verden smiler til dig”.  – Og netop det at hæve min vibration, det har jeg øvet mig på i et stykke tid efterhånden. Det er som en muskel, der skal trænes, det kræver lidt øvelse og arbejde, men resultaterne indfinder sig i takt med at vi lærer det.

Her nedenfor er 2 youtube-video’er fra 2 arbejdsløse med vidt forskellig vibration:

Lav vibration (= ingen mod på livet, ingen løsninger i sigte, ingen energi, ingen fremdrift)

Høj vibration (= god tro på fremtiden, glæde i nu’et, ideer, kreativitet, god udstråling)

Nu tænker nogen måske: “… sådan en selvtillid har jeg ikke, jeg kan ikke spille klaver og jeg er ikke cand. merc i økonomisk kommunikation” … nej, og rigtig gode undskyldninger vil der altid være nok af. Manden her har brugt nogle år på at tage uddannelsen før han søgte jobbet, han har brugt nogle år på at lære at spille og synge inden denne video! – Og det er vel heller ikke lige præcis det han gør/søger, at DU går og drømmer om? Har du et mål, så har du også muligheden for at gå efter det mål. Vid at du har ALTID et valg – enten kan du droppe dit mål og finde et andet – eller også kan du GØRE noget. At sidde fast på vejen mod et urealiseret mål er unødvendig selvpineri. At lægge ansvaret for din fremtid over i andres hænder er unødvendigt selvpineri.

Hvis du vælger selv at “gøre noget”, så er her 3 simple steps, som du ALTID kan bruge:
1: hæv din vibration
2: find ud af hvad du gerne vil
3: begynd at gå efter det (tag uddannelsen, lær at spille, øv dig, kom ud, find på, skab grobund for at muligheder kan opstå)
… og hvis du mærker modløshed, frygt, nedtrykthed, vrede, desillusion, forvirring, tristhed o.lign, så gå tilbage til punkt 1, da det punkt er forudsætning for nr. 2 og 3!

 

Dagens refleksion:
Hvordan håndterer du de udfordringer som livet har “kastet på” dig – Ser du dit glas som halv fyldt eller halv tomt?

Den gode nyhed er, at uanset hvor længe du har siddet fast, uanset hvordan du plejer at gøre, og uanset hvad dit udgangspunkt er, så er det ALDRIG er for sent at hæve vibrationen og komme videre. Øvelse gør mester. Og når du gør det, vil du få fornyet energi, nye ideer, muligheder og veje vise sig for dig.

God vind til dig, dine mål og din fremtid!

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *