”Livslyst, glæde ved livet og det som det fører med sig. Det er så spændende og inspirerende at snakke med dig”. Endnu en gang har jeg boblet over med min energi og mine mange ord og betragtninger omkring hvad der optager mig lige nu og her. Væltet det ud over et forsvarsløst menneske, der lever og har levet sit liv i og reageret på den verden og virkelighed de fleste bliver tilbudt og lader sig (for)nøje med.
Det begynder dog at gå op for mig, at måske de heller ikke ønsker at lade sig nøje? At alle mennesker har ikke blot unikke historier, handle- og reaktionsmønstre i bagagen, men også vidt forskellige håb og drømme. Nogle udlevede, andre blot tågede forestillinger om hvad der kunne have været. En følelse af lyst … til forandring, der risikerer at blive næret og tændt i mødet med andres livsgnister.
Måske det i virkeligheden bare er mig, der først for nyligt er blevet sådan rigtig tændt af livsgnister, som jeg ikke bare har læst om, men faktisk mødt og kontinuerligt møder i såvel andre som mig selv. Jeg har ikke bare (gen)opdaget og erkendt, men er denne gang også begyndt at styrke, dyrke og tillade den fantastiske menneskelige evne til naturligt at bevæge og bevæges; erkendelse af, at der opfindes nye virkeligheder hele tiden, og at vi derfor også kan give slip på dem igen. At det er en smertelig affære når vi forsøger at holde fast i ensidige illusioner og historier om det der var, skulle/kunne have været eller det der måske kommer. Mine håb og drømme opløser sig og i stedet for at stræbe efter at være eller få noget andet, så ER jeg mere nu. Uden at forsøge at blive eller holde fast i noget eller nogen. Der er hvad der er. Deal with it. Nyd det. Lev det!
Når flere erkender, at historien om den ene sande virkelighed er en menneskeskabt konstruktion, så skabes forstyrrelse, uro og uorden i andres velbefindende og evne til at leve i og affinde sig med den almindelige verden og det almindelige liv. Samfundsordenen sættes på prøve. Utryghed, men også nye muligheder opstår.
Paradigmeskifte i provinsen
Jeg har levet det meste af mit liv i den almindelige verden. En virkelighed, jeg er belært om og inviteret ind i af familie, kæreste, venner, bekendte, chefer, kolleger, naboer… Den virkelige verden af samfundsdefinerede regler, normer og forventninger. Den virkelighed, der findes her i Jante-land, mit lokalsamfund, hvor jeg er født og opvokset. Sammenvokset og filtret ind i. En konstrueret verden mange har svært ved at passe ind i, men hvor alle alligevel på skift bekræfter hinanden i, at sådan er det og sådan skal det være. Og når nogen så bryder strukturen og mønsteret af fri vilje eller som følge af sygdom/fyring/skilsmisse/uheld eller andet, så sætter det spørgsmålstegn ved flertallets liv, valg og virkelighed. Mand, børn, job, hus, Volvo og vovhund. Godt nok. Helt efter bogen. Forudsigeligt. Trygt. Ønskværdigt endda. En stabilitet, som mange ville prise sig lykkelig over at have og få. Men også temmelig dødbringende for livskraft og bevægelighed. Liv, der langsomt ebber ud og stivner uden rigtig at blive levet og sanset i øjeblikket. Den ene dag tager den anden. Følelsen af, at der da må være mere og andet end blot det, vokser. Følelsen af at være fanget i et mareridt af form uden indhold, at skrige uden lyd, løbe uden at flytte sig … mens alle andre omkring mig blot fortsætter deres almindelige trygge og forudsigelige overfladeliv. Værkstedbajer, Vild med dans og nye alufælge til Volvoen.
Det strammede om min sjæl. Det har nok altid strammet. Jeg har følt mig forkert, når jeg har mærket lysten til at dykke dybere, flyve højere. Gøre noget andet end det sikre, forudsigelige og forventelige. Trang til at sprænge rammen, forlade asfaltvejen og bryde med lemminge-mentaliteten. Når jeg i smug har vendt min opmærksomhed væk fra det trygge provinsliv, den ensidigt traditionelle livsbane, som så mange forsøger at følge. Som jeg har følt mig forpligtet, forventet til at følge. Kernefamilie og campingferie. Hvad er der i vejen med det? Hvorfor er det almindelige liv ikke godt nok til mig? Man ved hvad man har, ikke hvad man får. Hvorfor ikke vælge den nemme, sikre, velafprøvede vej og bare være glad for fast arbejde, fast ejendom og kreditforeningslånet, der er planlagt til at gå i nul omkring pensionsalderen?
Fri eller fanget
Følelsen af at være fanget og længslen efter frihed fra normer og normalitet har, så længe jeg kan huske det, trukket i mig. Inviteret til at bevæge. Mig. Andre. Virkeligheden. Dog er det som regel lykkedes, at få impulsen til umotiveret bevægelse bremset, begrænset og pakket væk igen, når den er blevet lidt for present. Men. Hvorfor ikke bare ladet livet udfolde sig naturligt og frit? Hvorfor ikke bare holde op med at forsøge at civilisere, undertrykke og bremse livskraften i at blomstre og bevæge frit? Hvorfor gå sin vante gang med dagens dont, når muligheden for at bevæge på nye måder er erkendt? Hvad nu hvis livet er ikke noget, der skal overstås og tåles? Hvad nu hvis liv er noget, der kan leves, danses og sanses i nysgerrig lyst og bevægelse uden at have en grund eller et mål. Hvad nu hvis LIV bare ER. Livslyst og ubetinget kærlighed.
Midtvejskrise?
Det ligner mistænkeligt meget en midtvejskrise. Ja, det må helt sikkert være en midtvejskrise. Det skal nok gå over igen, søde! Ja ja, lev du bare det der ud, og så på et tidspunkt skal du nok falde til patten igen. Forfærdeligt udtryk. Det er stemmen i hovedet. Samfundets stemme. Begrænsningen. Det store udefinerlige samfund, som vi skaber sammen for at undgå at for mange bryder rammen og får hele strukturen til at falde sammen i anarki og kaos. Men for at vide hvad der er almindeligt og rigtigt, så har samfundet alligevel også brug for nogen, der er ualmindelige. Der er brug for det unormale for at kunne definere en normal.
Fascinationen af det skæve og anderledes. Den er der hos alle; Du må gerne være speciel. Men ikke for speciel. Du må gerne være lidt anderledes indimellem, men ikke uberegnelig. Det er spændende at jeg ikke ved hvem du er, men jeg vil alligevel gerne vide lidt om hvem du er, så jeg kan være tryg og slappe af i vished om, at du ikke overskrider mine grænser og udfordrer mit selvbillede og min virkelighed.
Et godt menneske
Stoler du på mig? Jeg kan identificere mig med at være et grundlæggende et godt menneske. Hvad vil det sige at være et godt menneske? Hvad er et dårligt menneske? Et godt menneske kan beskrives som, et, der ikke ønsker andre ondt. Men som heller ikke går i spagat for at gøre andre godt. Mit liv mit ansvar. Dit liv dit ansvar.
Måske vi ikke kan kategorisere godt og dårligt? Hvad der føles godt for den ene kan føles dårligt for den anden. Hvad der føles dårligt i dag, kan føles godt i morgen. Vi har lært at gøre godt og fremme det gode. At være søde og venlige. Det føles rigtigt at gøre godt og være et godt menneske. Men når det bliver pligt eller krav, når det bliver en norm og moral, som skal følges, så mister jeg evnen til at skelne og gøre naturligt. Det føles påtaget. Og jeg kan ikke nyde at gøre og være ”med” eller ”for” nogen. Jeg kan kun oprigtigt give og gøre godt, når jeg ikke skal. Når det opstår af sig selv og som en naturlig impuls.
Så måske vi skal holde op med at måle og vurdere i godt og ondt. Måske der ikke findes gode og onde mennesker, og heller ikke gode og onde gerninger. Måske, der i stedet findes visdom og dumhed. Bevidsthed og ubevidsthed. Når vi lever viist og i overensstemmelse med vores sande natur, så vil vi helt naturligt ikke skade hverken andre eller dig selv. Vi vil heller ikke tillade andre at skade os. At agere bevidstløst og uden omtanke er dumt og skadeligt. At agere opmærksomt er klogt og kompetent.
Der leves
I virkeligheden kan jeg intet give eller gøre for dig. Jeg kan være. Gøre. Bevæge. Og det kan føles som en gave, jeg giver dig. I virkeligheden er du blot vidne til at jeg lever. Ligesom jeg er vidne til at du lever. Der er intet at få og intet at give. Der leves. Vi interagerer og reagerer på og med hinanden. Det er hvad mennesker gør. Alt andet er historier og konstruktioner, som gør at vi ikke behøver leve opmærksomt hele tiden. Moral, normer og regler, som gør, at vi kan slappe lidt af og køre på autopilot fra tid til anden. Det er også rart. Men det er ikke virkelighed og det er ikke naturlig adfærd.
En mulig identitet og grund til at gøre?
Jeg er kunster. Den identitet tog jeg på mig på et tidspunkt. Det virkede som en mulighed for at være i samfundet og alligevel male lidt ud over stregerne. En mulighed for at være lidt mere ekstraordinær frem for blot ordinær. En mulighed for at bevæge mig lidt udover den vedtagne virkelighed, som jeg er født ind i. Samfundet er ved at have accepteret det. Men hvilken kunst er det så jeg kan og vil skabe? Kan og skal det overhovedet defineres? Og hvorfor? Hvis jeg skal opfinde en grund, der retfærdiggør, at jeg må bære den persona, der hedder “kunstner” og ikke lade samfundsstemmen overbevise mig om, at jeg skal ”komme til fornuft” igen … så er det måske fordi, jeg ved at være og leve kunst’sk, kan være en hjælp til samfundet. Være en af de kontraster, der skaber nuancer i en ellers grå verden.
Hvad og hvordan
Jeg maler. Former. Skriver. Taler. Tænker. Bevæger. Berører. Skaber mig selv. Skaber varianter af virkelighed. Nysgerrigt. Opmærksomt. Det kan f.eks. komme til udtryk i form af det vi har vedtaget er kunst: Poesi, billedkunst, installationer, skulpturer eller sort blæk og ståltråd på hvidt papir. Men i virkeligheden er jeg er kunstværket. Jeg dyrker livskunst. Jeg er det jeg skaber, det skabte er det jeg er. Det er det jeg finder interessant. Det jeg kan. Det jeg gør. Det jeg er. Alt andet er blot udtryk og aftryk af konceptet ”mig”. Defineret og farvet af det du er, tænker, gør og har lært.
Min praksis er at skabe/åbne mig for en bevægelse og sanse hvordan det bevæger i og omkring historien om mig. Historien om virkeligheden. Det er i den skabelsesproces, at jeg føler mig allermest levende; opmærksomt nærværende. At jeg mærker energi, livslyst, kærlighed, kraft og glæde. Bevæger og bevæges.
Inspiration
En daglig praksis af og bevægelseskompetence med ikke(be)dømmende nysgerrighed, nærvær og opmærksomhed er – formoder jeg – noget, som kan inspirere. Uforudsigeligheden. Når nogen insisterer på at udfordre og udforske rammer og normalitet. Nægter at anerkende og understøtte den samfundsskabte sandhed om en forudsigelige og foruddefinerede hverdag og virkelighed.
At sanse og invitere ind i sansning. Opmærksomhed uden at (be)dømme eller vide. Lade sig inspirere. Mennesker, der (op)finder og former nye vinkler, virkeligheder og historier om verden og det at leve som menneske fra øjeblik til øjeblik. Når én kan og gør, så kan og tør andre måske også?
En verden af muligheder
Det er også lidt sødt. For speciel er jeg ikke. Ikke mere speciel end dig og den tilsyneladende grå person, du passerer på gaden. Jeg er bare et menneske. Et ualmindeligt almindeligt menneske i virkeligheden, som den (op)leves lige nu og lige her. Alting og ingenting. Ikke nogen eller noget. I dag synes jeg bare det er så utroligt spændende at leve opmærksomt, nysgerrig og åben for hvad der opstår, at jeg indimellem bobler over i begejstring. Og netop derfor kan jeg være “et spændende og inspirerende menneske”; en verden af muligheder, der skabes og skaber sig selv hele tiden. Autopoiese.
DISCLAIMER: Du skal ikke tage mine ord for sandhed! Og du kan heller ikke regne med, at jeg tænker, siger, synes og gør det samme fra dag til dag. Jeg er blot en begejstret observatør, aktør og historiefortæller, en opdagelsesrejsende i livet, som inviterer dig ind i en evig omskiftelig verden af mulige virkeligheder.
Comments are closed.