Det siges, at en stress-epidemi hærger Danmark. Det kan man være enig eller uenig i, men fakta er at stress er en realitet for mange mennesker, så hvor kommer det fra, hvordan får vi bremset det og hvordan transformerer vi det til en … overskuds-epidemi?
Når vi har et firma eller en forretning, så er der bred enighed om, at det er nødvendigt at tjene flere penge end vi bruger. Jovist, det kan give mening at investere i fremtiden og bruge af reserverne. Men målet er at likviditeten øges eller i hvert fald ikke bliver mindre, for ellers truer lukning, konkurs og fallit. Vi ved at det koster at producere, derfor ved vi også at vore kunder skal betale for produkterne. Vi kan håbe at kunderne køber netop vore produkter, men vi hverken skal eller kan tvinge dem til det. De skal have brug for vore produkter eller lyst til at få dem. De skal kunne se en værdi i dem. Og selv om det føles rart at give uden at få igen, så er der nødt til at være en form for udveksling og balance for at det kan fortsætte.
Vi ved at når et firma går konkurs har det store økonomiske og menneskelige omkostninger. Det giver svære dønninger og tærer på også samarbejdspartnernes likviditet. Det kan give negative spiraler i et helt samfund, et land, en verdensdel. Og ligesådan modsat. Når det går godt for et firma, så investeres der, og det er til gavn også for samarbejdspartnere, samfundet, landet og hele verdensdele.
Det samme gælder på det personlige plan
Det er rart at give, gøre og være noget for andre. Men der er nødt til at være balance. Og fordi vi heller ikke på det personlige plan hverken kan eller skal tvinge andre til at skabe balancen må vi gøre det selv. Og når vi husker at passe på os selv og have øje på en positiv likviditet på energi- og humør-kontoen, så bidrager vi også til at “fylde” vore omgivelser op – vi skvulper så at sige over af godt humør og overskud, så det kommer vores familie, vore medmennesker og hele samfundet til gode.
Det bedste middel mod personlig udbrændthed og stress – og det mest næstekærlige – er at passe godt på dig selv, inden du løber helt tom og går ned med stress. Så kan du i stedet for at trække på andre blive den, der giver til andre. Og når flere bliver opmærksomme på ikke at løbe helt tør, og flere når at tage hånd om sig selv, så øges chancerne for, at der altid er nogen med overskud, som formår at give en hjælpende hånd og et skvæt energi, hvis nogen af os en gang imellem kommer i for stort underskud til at kunne fylde os selv op igen. Så inden det går galt, og inden du hælder for meget ud til andre, kan du med fordel tage ansvar for dig selv og sætte fokus på at fylde din egen kop og konto. På den måde sikrer du, at du at du ikke “går ned”, men derimod har overskud til andre – også i fremtiden.
Hvordan kan man så helt konkret forebygge og “fylde op”?
Det kan gøres på mange måder, alt efter hvor lavvande, der er blevet hos dig. Men overordnet set handler det om at skrue ned for det der tærer og skrue op for det der nærer. Tænk på hvad du bliver i godt humør af, hvad der får dig til at smile, hvad der giver en god fornemmelse i krop og sjæl. Og gør mere af det.
Mine tricks i tiden er f.eks. at tage lidt mig-tid til at tegne og male. Det kan også være at gå en tur alene eller med familie og venner. Eller at tage på café eller kunstudstillinger. Eller at lukke og slukke for kontakt til omverdenen og læse bøger/se film i sofaen med tæpper, te og chokolade. Eller at bage boller eller kager. Børnene derimod elsker at hoppe på trampolinen, rulleskøjte rundt om huset, lave perler, samle lego, spille wii … Og Allan er også mere fysisk. Han kan li’ at presse sin krop og “mærke at han lever” som han siger! Et par gange i ugen tager han og gutterne nogle timer på mountain-bike i skoven med mudder, sved og mandehørm, hvilket jeg tænker ville være lige så ubehageligt for mig, som hvis han skulle bage kager iført blomstret forklæde! Så konklusionen er, at der er ingen one-fits-all-løsninger til personligt overskud. Der er kun det, som du synes er rigtigt for dig.
Dagens reflektion:
Hvad får DU det godt af, hvad gør DIG glad – og hvor og hvornår kan du skrue mere op for det?
Har lige læst dette dejlige indlæg, og tænker hun har jo ret. Vi skal fylde os selv op for at vi kan give.
Men det slår mig nu alligevel, at der er noget andet der dræner os – noget der ikke er synligt for vores bevidsthed – nemlig alle vores ubevidste skyldsfølelser.
De fleste mennesker nægter dog at de har noget der er ubevidst – deri ligger problemet, alså årsagen til udbrændthed og stress.
Men da vi mennesker ikke umiddelbart kan nå til dette – der ligger ubevidst, er løsningen absolut som du her så godt beskriver.
Søren
Godt spottet Søren! Du har fuldstændig ret. For i den ideelle verden tog vi bare en pause som jeg har beskrevet og vupti, så var den klaret. Men vi har så mange ting vi “burde” gøre, ting vi “skal” gøre, og det er når der bliver for mange af den slags ting, at vi giver os for lidt plads til det vi selv gerne vil og det vi ved er gavnligt for os. Tid til at “oplade” og “fylde på os selv”.
Jeg mærker det selv kraftigt i tiden, og ved at jeg er nødt til at uddelegere/frasige opgaver som jeg har påtaget mig. Og det kan nemt føre til skyldfølelse og mindreværd. Men jeg ved også at det er nødvendigt, for ellers ER næste skridt en total “melt-down”, og det har jeg ikke lyst til at byde hverken mig selv eller mine omgivelser.
Udfordringen ligger i at blive opmærksom på hvornår buen er lige lovlig hårdt spændt OG tage det alvorligt – og derefter tage de forholdsregler der skal til, for at vi ikke brister med alvorlige konsekvenser til følge. At få formidlet det inden det går galt kan være en overvindelse for folk som mig, der gerne vil gøre det godt for alle, og har forfærdelig svært ved at sige nej/afvise/fravælge og en lang historie med at være mere opmærksom på andres humør og velbefindende end eget. Og det var faktisk også en af grundene til at jeg startede med at blogge på levilykke: At få vendt, italesat og anskueliggjort hvad der skal til for at leve et godt og lykkeligt liv, få identificeret forhindringerne og rettet opmærksomheden mod den anden ende af skalaen, hvor løsningerne er.
For der er alle mulige forhindringer, undskyldninger og gode grunde. Det handler om at få identificeret, håndteret og punkteret dem – og alle de andre gamle historier om hvorfor det ikke lader sig gøre. Og så kan det lade sig gøre <3