Sådan sagde min mors morbror Jens til mig, da han rakte mig 200 gram Odense Nougat for over 25 år siden, og jeg husker det stadig! For han var en rigtig rar gammel mand. Og det var bestemt ikke luksuschokolade, der stod på den daglige menu hos min mor og jeg. Og det var det heller ikke hos morbror Jens. Alligevel havde han bestemt at “bette Anja” skulle have noget rigtig godt, og vi vidste alle dengang at Odenses chokolader var blandt det bedste. Morbror Jens havde dog lige overset forskellen på færdige chokolader og ingredienser som f.eks. blød nougat, og jeg var heller ikke helt klar over forskellen. Så høflig som jeg havde lært at være, pakkede jeg det op og tog en lillebitte bid: “mmmmhhhh tak det er da aaalt for meget…” fik jeg vist fremstammet, mens jeg febrilsk tænkte på, hvordan jeg skulle slippe for resten. Og morbror Jens var så glad for at have købt sådan en stor og dyr chokolade til mig, og sagde “Ja, den er te dæ, bette trold, og do må spijs det hirle sirl”, og min mor stod midt i og kunne godt se at det ikke gled helt godt ned, men tilskyndede mig at tage en større bid. For nu havde han jo købt den specielt til mig og brugt så mange penge på det, så skulle jeg da også spise det. Og mens det blev blødere og blødere i hænderne på mig, spiste jeg med store kvaler et par bider mere, inden jeg kunne slippe væk!
Lad mig blankt indrømme, at det har taget mig rigtig rigtig mange år at komme til at holde af chokolader, is og bagværk med bare antydningen af nougat…
For det jeg gjorde (og som mødre og samfundet generelt opfordrer til) var jo at gå på kompromis med mig selv for at gøre andre glade. For vi ved alle, at man bliver glad, når man giver noget som andre gerne vil have. Problemet er bare at vi – ligesom morbror Jens – ind imellem gætter forkert når vi giver noget. Og hvis modtageren ikke fortæller at vi gættede forkert, tjahhh… Nougat-historien her kunne nemt have resulteret i at morbror Jens brugte flere penge (som han kunne have brugt til noget som han selv eller andre blev rigtigt glade for) på at købe nougat-stænger til mig i mange år fremover. Men heldigvis var det kun den éne gang at det skete. Måske fordi jeg endnu ikke helt havde lært at mestre “tak-selv-om-jeg-ikke-kan-li-det”-spillet!
I dag er jeg blevet meget bevidst om hvornår og hvorfor jeg spiller det spil. For selv om min holdning er, at vi som udgangspunkt ikke skal gøre noget, vi ikke har lyst til, så kan der stadig være episoder, hvor det i situationen giver mest mening for mig at sluge en kamel. Men efterhånden er det ikke tit, for min overbevisning er, at langt de fleste også hellere vil have at vide, hvordan de kan gøre det bedre en anden gang, for ellers spilder vi jo dybest set bare hinandens tid, penge og opmærksomhed.
Så dagens reflektion er:
Hvor ofte har du spist noget, modtaget noget, gjort noget – fordi du følte dig presset i høflighedens navn eller ikke turde sige fra? Og gør du det stadig lidt for tit?
STOP IT – har jeg lyst til at råbe! – For først når vi får lært at sige pænt nej tak, kan vi give plads til det vi hellere vil have. Og vi sætter giveren fri til at give “det” til én, der bliver rigtig glad for “det” og/eller giveren får mulighed for at justere og give os “det” vi rent faktisk gerne vil have.
Og “det” kan være alt fra nougat-stænger til hjemmestrikkede strømper, tjenester, gode råd – og det relationsmæssige “det” som kærlighed og venskab.
PS: ovenstående er ikke en opfordring til egoisme og at du skal skynde dig at sige NEJ til alt, hvad du ikke umiddelbart har lyst til. Det er bare en opfordring til at mærke efter. For når vi kører på autopilot og ikke tør sige aktivt fra og til, så ender vi ofte med at give og få “rå” nougat-stænger og det der er værre hver eneste dag livet igennem…
Be First to Comment