Måske H.C. Andersen lagde vejen forbi Mors og så det lille stråtækte kampestenshus her. Hvem der bor der ved jeg ikke, men det har altid for mig lignet et sted, hvor lykken kunne bo. Men det er jo kun fordi jeg synes det er sådan lidt hyggeligt romantisk agtigt. Et sted med kaffe i “Madam blå”-kander, nybagt kringle og masser af tid.
Og så alligevel… måske er det mere i teorien, at jeg synes det må være det perfekte sted, for hvis nu jeg skulle bage kringle og lave kaffe i Madam blå, ville jeg så have så meget tid til mine gæster? Og hvad med de lave bjælker og døråbninger … mon ikke jeg ville gå og enten hamre hovedet ind i dem eller blive duknakket af at gå rundt derinde … hmmmm.
Jeg tror alligevel det smukke, hyggelige H.C. Andersen-agtige hus skal nøjes med at have en plads i mit hjerte som et dejligt glansbillede, der holder glansen bedst ved at forblive en drøm. Og så vil jeg i stedet vende blikket på min egen virkelighed, og nyde at jeg har højt til loftet og til hver en tid kan ringe til min svigermor og invitere mig selv på nybagt kringle!
Hvad drømmer du om – hvad vil du gerne have – og er det altid det samme?
Be First to Comment