… Og samlet det op igen!
Nogen, der har set udsendelsen “Rod i familien?”, der kører på DR1 lige nu?
Ifølge Jung har vi alle nogle personaer, titler og karaktertræk, som er det billede vi vælger at identificere os med og vise omverdenen. Jeg f.eks. “viser” mig selv som mor, kæreste, grafiker, tegner, maler, spirituel mentor, venlig, omhyggelig, pertentlig, pæn, rolig, rummelig, omsorgsfuld, hjælpsom, forstående, retfærdig, vellidt, velformuleret osv. Det er de pæne plusord, som jeg er bevidst om, værner om og forsøger at nære efter bedste evne. Og ind i mellem er jeg nærtagende, grim, sur, ked, vred, rodet, spids og uretfærdig, hvilket jeg også er okay med og tillader mig at være (men alligevel ønsker at holde på et minimum!).
Problemer som rod i familien og andre stride kan opstå, når vi selv mener at være på én måde og andre mener noget andet. Når nogen har stillet spørgsmålstegn ved vores integritet, hvem vi er, det vi siger og det vi gør. Når vi “skyder hinanden noget i skoene”. Når nogen har sagt eller antydet, at vi udadtil ikke matcher det vi føler indadtil. Så er det vi kommer til at tage det personligt, og føler os såret, misforstået og uretfærdig behandlet.
I mange år har jeg også brugt uanede mængder af krudt og energi på at få ret eller blive enig. Ved at argumentere og udveksle synspunkter og fakta, så jeg eller modparten kan rykke hen til en fælles “sandhed” ved at vi justerer, gør indrømmelser, giver undskyldninger. Eller i hvert fald nå frem til en forståelse og anerkendelse for den andens “sandhed”, omend den ikke matcher min egen og vice versa. Og som oftest ender det også sådan ret hurtigt.
Men ind imellem lykkes det ikke. Og hvor kan man da bare stå uforløst tilbage, når modparten ikke anerkender muligheden for, at en anden “sandhed” kan være lige så sand – og heller ikke vil argumentere videre til et forlig. Det kan tårne sig op som en mur mellem mennesker, folkeslag og nationer.
Og den uforløsthed kan vi hænge fast i. Eller vi kan bruge den til at tage hul på en årelang udmattende strid eller decideret krig. Fordi vi ikke ønsker at tabe ansigt, og fremstå som den, der tabte/gav fortabt. Når nogen kommer vores ære for nær.
Men ofte kan vi virkelig spare uanede mængder af energi og sorger på at stoppe inden det griber om sig, og inden vi bruger alt for lang tid og energi på det og måske endda begynder at inddrage udenforstående. For ellers ender det alt for ofte med 2 eller flere tabere. Og den øvrige familie involveres, venner, eksperter, politi, advokater, myndigheder og en masse andre. Med store personlige og økonomiske omkostninger til følge.
I dag ved jeg, at jeg kan inddrage pyt-faktoren, og øver mig i at gøre det tidligere og tidligere. At give afkald på at få ret/blive enig i egne og andres øjne. Jeg har lært at slippe og komme videre inden det udvikler sig ud af proportioner. Fordi jeg i dag vægter min egen mening og holdning lige så stærk som andres. Jeg forsøger selvfølgelig at komme til enighed, men har ikke det samme behov for at få ret, så alle kan se det, som jeg havde tidligere. Jeg behøver ikke tilgivelse fra andre end mig selv. Jeg behøver ikke undskyldninger fra andre end mig selv. Vi behøver virkelig ikke være enige. Ikke en gang enige om at være uenige!
Og det er i øvrigt også meget nemmere at ændre mening efterfølgende, når vi ikke har kæmpet med næb og klør for at få ret tidligere.
For sandheden er relativ. Farvet af de holdninger, historier, viden, fakta, kulturel baggrund osv. som vi hver især har lige nu og lige her. Og den behøver ikke blive pindet ud så den er ens i alle sind på samme tid.
Dagens reflektion:
Hvor ofte har du fortsat en diskussion, ikke fordi du syntes den var vigtig at få ret i, men bare fordi den var kørt så langt ud at du ikke ville risikere at tabe ansigt for omverdenen?
Hvor ofte har du presset på for at få en undskyldning men ikke fået det?
Hvor ofte har du søgt tilgivelse uden at få det?
Og vil du i virkeligheden blive mere lykkelig af ikke at holde på din ret, men i stedet sluge en kamel og lidt stolthed ved at slippe en konflikt og komme videre?
Be First to Comment