Press "Enter" to skip to content

Lykken er at vælge sit liv og sin vej

"Caught in the fall" tusch af Anja Korsgaard
“Caught in the fall” tusch af Anja Korsgaard

“Overload” og deraf følgende fare for nedsmeltning er en reel mulighed vi alle lever med. Kunsten er at opdage det OG få behovet for pause og opfyldning af egne ressourcer erkendt og formidlet forståeligt inden filmen knækker. Det er nemlig også et knæk til den personlige stolthed, at måtte sige nej og melde fra på nogle områder i nogle perioder. Manglende evne/mod til at sige fra (blive hørt, når man siger fra) er i min optik den største synder ifht. den kløft mange oplever mellem “det lykkelige liv” og “det virkelige liv”. Og mens vi alle er lidt for overbebyrdede og lidt i energiunderskud kan vi bekræfte hinanden i at “livet er hårdt”, “sådan er det bare” og “nu må det være din tur til at slide”.

 

Giv mig lige et break hva?!

Diagnoser og lægeordinerede breaks gør det mere legitimt at sige fra. “Ja, jeg har sørme brækket benet – se min gips” er nu blevet suppleret med “Ja, jeg har fået stress – du kan selv spørge min læge”. – Men hvorfor er det ikke nok at selv sige fra? Vi ved jo godt hvornår buen er spændt så hårdt, at det er tid til at løsne op og mindske presset. Det er nogen tid siden jeg begyndte at sige fra, men det var som om jeg talte med vat i munden overfor de fleste, og faktisk også overfor mig selv. For der er jo ting, der bare skal gøres (indtil man ikke kan gøre mere), og jeg kunne jo bare tage mig sammen og få fingeren ud. Ja, jeg tog mig nogle aftener med tidlig sengetid, breaks på facebook og youtube, men dagen efter var der endnu flere krav på min energi. Mine små pauser blev et skridt frem og to tilbage. Og jeg havde ikke nogen lægeautoritet til at bekræfte min ret til at sige noget fra, at have brug for hjælp, ro og lov til at vælge mig selv til. Hovedpine, trykken for brystet, manglende overblik og handlingslammelse blev føjet til følelsen af at drukne langsomt. (Forestil jer et scenarie hvor man sidder i et fly, og sidemanden helt åbenlyst kræver/forlanger/forventer/har brug for at du hjælper hende med hendes iltmaske først, fordi hun – som konsekvens af hendes tidligere valg ikke så “i-tilfælde-af…”-videoen – lige nu og her gisper mere efter vejret end dig. Jeg fik større og større afsky for hende, fordi jeg var ved at skifte fra at være den der selv kan og hjælper andre, til at være hende, der ikke selv kan – og jeg kunne se det ske som en dårlig film i slowmotion.)

Der er sket så meget omkring mig – sammenfald af omstændigheder, som jeg har givet stort fokus og megen energi. Det kan deles op i 2 kategorier.
1. Noget som jeg selv har sat i gang: En udvidelse/indkredsning/redefinering af “hvem er jeg og hvad er mit bidrag til verden”, der reelt har stået på siden teenageårene, men har intensiveret sig gennem de seneste 5 år og nu peaker via et Talent-forløb hos Region Nordjyllands “Oplev Vækst”-projekt og en bestyrelsespost hos BunkerLove.
2. Noget som er hændt omkring mig: Senest kulmineret i min mors blodprop og operationer. Min fars genindlæggelse på psyk. En intensivering/sammenfald af arbejdsopgaver, kombineret med tekniske benspænd i form af en slettet, men heldigvis genetableret arbejdsharddisk. Og flere andre ting, der er gået i stykker rundt omkring mig og har kostet penge/tid/opmærksomhed.

Alt sammen noget, som har grebet ind i “plejer” og “normal”, og som har gjort, at jeg i en periode har nedprioriteret mit private liv, hjem og menneskerne i det. Al vækst og forandring støjer har jeg lært. Og selv om jeg har forsøgt at bevare roen, har jeg været intenst involveret i “brandslukning”, “livreddende” og “efter omstændighederne nødvendige” ting, samtidig med at jeg har holdt stædigt fast i mine egne tilvalg. Og jeg har ikke formået at holde status quo på energi og overskud. Jeg har på det seneste brugt mindst lige så meget energi på at forstå og tænke mig ud af det hele, som på at sortere og handle mig vej igennem. Og hvad værre er, er at jeg i min iver efter at slukke brande og holde fast i mit livsformål også har tæret på min mands og børns reserver de gange, hvor jeg har snublet. For det er konsekvensen, når vi fokuserer mere på ildebrande end på vandforsyning.

 

Efter handling kommer tankerne

Nu, hvor de fleste brande, som jeg har involveret mig i er slukket, er det tid til at overskue skaderne, planlægge og genopbygge. At sætte tanke før handling igen. Megen tid går lige nu med at få styr på fortid og fremtid, for den bedste nutid. Og der vil være en periode, hvor jeg må prioritere min energi stramt, samtidig med at der igen skrues langsomt op for venner, familie, dagligdag og fritid. Vi må lære at prioritere langsigtet, sammen og med god samvittighed over de til- og fravalg vi tager. Indrømmet: Jeg lod mig rive med i katastrofestemningen og øste ud uden omtanke. Jeg er brugt, tyndslidt og nærmest tom. Jeg kan – for at blive i brand-terminologien – få tics og mareridt, når nogen tænder et stearinlys eller fordrer selv de mindste handlinger fra min side! Det er pt. svært at leve op til især mine egne forventninger om arbejdsindsats, vækst, huslighed og personligt overskud til andre omkring mig. Det er især svært for mig at sætte tid af i kalenderen til en uforpligtende kop kaffe eller tid med andre end mand, børn, mig selv og mit eget. Lige nu har jeg svært ved at finde overskud til at foretage mig uproduktive hyggelige ting, endsige modtage venlighed og hjælp, fordi det også føles som “noget ekstra”, der bunkes oveni. Men en elefant kan sluges, én bid ad gangen. Mit fokus den næste tid er at opbygge depoterne ved at opjustere og fokusere på tid og hyggestunder med mand, børn og mig selv.

Der er nogen, der vil føle det som en personlig afvisning, når vi siger fra til stort og småt eller giver og gør mindre end normalt. Der er nogen, der vil appellere til din dårlige samvittighed over ikke at kunne øse af en tom kop over i deres tomme kopper. Der er nogen, der sågar vil starte en ildebrand, bare for at få din opmærksomhed. Der er nogen, der ikke forstår, at når man på mere eller mindre effektiv vis har slukket ildebrande i månedsvis og efterfølgende står i aske til knæene, så er man bare nødt til (og berettiget til) at holde fokus indad og bruge ressourcer på at få genopbygget det personlige energiniveau. Det er ikke mangel på vilje eller næstekærlighed. Og der vil blive overskud udad igen. Nogle gange hurtigt, andre gange går der lidt længere tid inden reserverne er fyldt op. Det er helt naturligt.

Jeg har nu brug for at “logge af” og fylde mine batterier op igen. Jeg deler min historie her i håbet om at kunne inspirere andre til også at sige fra og til. At vælge aktivt hvad, hvornår og hvordan energien kommer og hvor den forsvinder hen – og med tiden vil det sikkert blive almindelig barnelærdom at balancere og prioritere ressourcer bevidst og med god samvittighed uden lægeerklæringer, diagnoser, gips, sygemeldinger og undskyldninger!

Dermed bliver det her også mit sidste blogindlæg på www.levilykke.dk

Jeg er SÅ taknemmelig for ad åre at have fået indsigt, viden og redskaber til at erkende det INDEN jeg ligger med enten min egen blodprop eller psykiske diagnoser.

Tak til alle de, der har læst med og fulgt mig på rejsen mod flere redskaber til og større erkendelse af “hvem er jeg”, “hvad vil jeg”, “hvor kommer jeg fra”, “hvor er jeg på vej hen” og “hvad fanden er det med den der lykke?!”. Der har været mange sving på vejen, men jeg har gået den og går fortsat frem ad den vej, der er min. Jeg håber at du også vil fortsætte frem ad den vej, der er din.

Se gerne med ovre på
www.anjakorsgaard.dk,
www.instagram.com/anjakorsgaarddk og
www.facebook.com/anjakorsgaard.dk,
hvor jeg vil lægge de fleste af mine online aktiviteter fremover.

2 Comments

  1. Hej Anja

    Tak for alle de gode læseoplevelser på din blog.
    Jeg tror sgu lige jeg vil koble af i fem minutter over en kop the, og tænke over hvad du har skrevet.

    Det er godt at du siger fra, for det er vigtigere at man har en familie at hygge om og snakke med en en blog der har et højt besøgstal.

    Mange tanker
    Jonas

    • Hej Jonas, allerførst: Tusind tak for din kommentar og tak for at have læst med!
      Ja, jeg har lige været hos lægen for at få tjekket om jeg er okay – var begyndt helt fysisk at få advarselssignaler om “not-okay”, og selv om jeg er ret sikker på at årsagen er for mange jern i ilden, så skal der lige tages nogle prøver, men er ellers indtil videre blevet ordineret motion (f.eks. daglige gåture), luft og overblik. Jo tak. Jeg forsøger! Lægen bemærkede i øvrigt også at det jo er luksusproblemer jeg har – og ja, det er jeg godt klar over, jeg er faktisk nok næsten verdens heldigste kartoffel på utallige måder, og for det er jeg dybt taknemmelig. Men altså, når man står med favnen fuld af gaver, så kan man ikke se en hånd for sig og man har ikke så meget som en finger fri til at hverken at pakke op eller bruge de skønne gaver, og så er det jo ingen luksus – før man får sat nogle fra sig. Og det er altså tåkrummende, angstfremkaldende og i det hele taget en ret smertelig manøvre at måtte fravælge/give slip på/skrue ned for hjertebørn og gode ting og mennesker…?! Men der er bare SÅ mange muligheder, opgaver, tilbud og søde mennesker i verden, og jeg er velsignet med evnen til at se og lukke de fleste ind, men må lære ikke at tage varigt imod dem alle og ikke bære det hele med mig – for min kreative åre og kvalitetstid med mand og børn har været i fare for at blive udslukt i mit forsøg på at eje, håndtere og jonglere den støt voksende gavesamling, og da det er min passion, mit levebrød og mit fundament, så er jeg bare nødt til at få lidt udsyn og armene fri så det kreative flow kan flyde frit igen og min famile forblive velfungerende, glad og tryg 🙂 Nu håber jeg bare ikke min udmelding betyder at alle søde mennesker, muligheder og opgaver vender mig ryggen… Men det er jo en chance jeg må tage, hvis jeg vil ændre den uoverskuelige situation jeg nu er ved at arbejde mig ud af. Jeg har allerede valgt arbejdsopgaver fra, for at få plads til andre, jeg har skrevet mit sidste blogindlæg på bloggen her (et af de fravalgte hjertebørn), ligesom der er flere andre tiltag i gang også. Så selv om jeg ikke er i mål, så er jeg på usikre ben allerede godt på vej, og det betyder heldigvis at der allerede nu så småt også begynder at blive plads og overskud til livet igen … som vi jo alle ved bl.a. er umotiveret kaffe (eller te!) både alene og med venner 😉

      God weekend til dig og til din familie Jonas – og selvfølgelig også til evt. andre, der måtte læse med her <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *