Mere lykke i livet og mindre stress

Det er nu mere end 2 år siden jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen. Indlægget (Lykken er at vælge sit liv og sin vej) blev skrevet som følge af en alt for stresset periode med alt for mange opgaver/hændelser, som jeg skulle varetage eller på anden vis forholde mig til. Og jeg havde egentlig tænkt det som mit sidste blogindlæg.

Tidsoptimering, fravalg og pensionsopsparing

SIDEN SIDST: For at undgå en regulær nedsmeltning gik jeg i sommeren 2014 i gang med en mere bevidst prioritering af tid og kræfter. Jeg begyndte at sige fra, omfordele, rydde ud og rydde op i mulige stressfaktorer. Én af de ting, som jeg i samråd med min læge strøg af “to-do”-listen var at nedfælde mine refleksioner over livet, lykken, identitet, kontraster, mål, mening, veje og afveje på bloggen her. Det virkede som det mest fornuftige på det tidspunkt. I dag ved jeg, at skriverier som disse ikke kun er at give, det er også at få. Selv om jeg giver lidt af min tid og mig selv i disse blog-posts, så får jeg her også mulighed for at kommunikere, formulere og reflektere på at leve som menneske med alt hvad det indebærer. En mulighed for at være fakkelbærer og et muligt spejl på menneskelige udfordringer, veje og vildveje.

En anden stress-forebyggende beslutning fra 2014 var at stoppe det usikre liv som selvstændig og i stedet gå efter et “rigtigt” arbejde. Et med kollegaer, pensionsopsparing, ferie, faste arbejdstider og fast løn. En grafisk deltidsstilling, som skulle sikre, at jeg kunne være mere “tilstede” i familien og samtidig fortsætte med at udforske og udfordre kunstnerrollen.

Da beslutningen om ændringer var taget gik der kun et par uger inden jeg en dag modtog opfordring til at søge en nyoprettet deltidsstilling, en spændende en af slagsen i en farverig webshop med fuld gas på væksten og lækkert dansk design på hylderne. Det kom som sendt fra himlen og lignede svaret på mine ønsker: jeg fik jobbet. Ret hurtigt stod det dog klart for alle, at der på min nye arbejdsplads var rigeligt med opgaver til en fuldtidsstilling, så sådan blev det.

Jobbet var spændende, kollegerne søde og jeg fik næsten fra dag et frie tøjler til at give den hele armen med både tekster og grafik på webshop, facebook, nyhedsbreve og instagram. Det var sjovt, fagligt og mentalt udviklende, udfordrende, spændende – det gav både små og store adrenalin-kick, hver gang der var kontant bundlinje- og like-kvittering på vores indsats. Om aftenen efter en ofte lidt for lang arbejdsdag og noget hurtigt mad sneg jeg mig til at holde øje med og svare på kommentarer på de sociale medier og tjekke mail. Dårlig samvittighed og dalende selvværd over altid at være på bagkant både her og der tog til. Uden at vide det, var jeg som en hjernedød frø ikke bare blevet varmet langsomt op med selvstændig grafisk bureau, nej jeg var faktisk hoppet direkte fra én gryde kogende vand over i en anden…

Inden for kommerciel marketing og webhandel når man aldrig helt i mål, der er ingen øvre grænse for vækst og ingen tid til at hvile på laurbærrene. Udviklingen er hæsblæsende, konkurrencen hård og – let’s face it – forbrugerne har ikke et reelt behov for flere ting. Teknologien udvikler sig desuden nærmest time for time og når der i forvejen er travlt, så er det svært at tage sig tid til at lære alt det nye. Især tidens trend med at underbygge og evaluere alt med diverse statistikker, data og analyser, har trukket tænder ud på mig.

Der skulle gå 2 år med små og store advarselslamper inden jeg var “mør nok til at springe af gryden”.

Omstillingsparat, engageret, robust og fleksibel … for vækstens skyld

Det føltes til sidst som at løbe i fuld fart ned ad en bakke, mens jeg prøvede at jonglere 10 bolde! Jeg kunne høre min familie, mine kolleger, mine venner og sågar en skare af blå politikere stå på sidelinjen og enten heppe/pace eller komme med bekymrede tilråb. Til sidst turde jeg ikke kikke væk fra boldene og jeg turde ikke stoppe op, for hvis jeg gjorde det ville jeg helt sikkert falde og tabe de sidste bolde på gulvet. PINLIGT! Jeg kunne ikke overskue at afvikle afspadsering og ferie. Når jeg alligevel skulle, så betød det kun at jeg måtte løbe endnu stærkere op til og efter fridagene for at “holde showet kørende”. Jeg kunne ikke overskue at holde børnefødselsdage eller lave legeaftaler for børnene. Jeg kunne ikke overskue at prioritere min kunst og andre “egoistiske” aktiviteter. Jeg kunne ikke overskue at være kæreste. Jeg kunne ikke overskue at invitere gæster eller tage på visit. PINLIGT! Jeg fik i det hele taget sværere og sværere ved at overskue … noget som helst faktisk. Det hele føltes forkert, formålsløst, håbløst og jeg kunne ikke se lys for enden af tunnelen.

Når jeg ikke arbejdede tænkte jeg på arbejde, eller jeg bedøvede min bevidsthed med fjernsyn, facebook og søde sager. PINLIGT!  Nyhedsstrømmen om verdens gang bragte kun spot til skade. Jeg var træt, træt, TRÆT! Og havde bare lyst til at grave mig ned. Min fakkel var ved at dø ud, jeg havde mistet enhver form for retningssans … og så sagde jeg op.

Hvad så nu?

Jeg er stadig træt, lidt pinlig og har lyst til at gemme mig. Men med venners hjælp puster vi til gløderne, så jeg kan blive tændt og turde være mig igen.

Og jeg ER omstillingsparat, engageret og fleksibel, jeg TØR tage chancer og bevæge mig ud af comfortzonerne. Jeg vil GERNE bidrage med min del til samfundet – bare ikke på den måde konkurrencestaten og “Industri of Things” fordrer. Vækstsamfundet sover aldrig, det skal kunne betale sig at arbejde og vi skal alle være vindere. Jo tak, men hvad er præmien? Vi vågner lige nu langsomt op til erkendelsen om at ingen på sigt hverken kan, skal eller vil brænde helt ud for at skabe overmåde forbrug og vækst i det store pyramidespil.

Jeg har INGEN intentioner om at ende som vinder – alt behøver ikke være perfekt, bedst, størst, først og nyest – Jeg HAR intention om at genfinde lykken, vejen og meningen med livet.

“Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed.”

KONKLUSION: Rejsen ER målet og jeg HAR bestemt fået værdifuld læring med i rygsækken også denne gang. Og når jeg på et tidspunkt igen har fået fået pusten og klaret hjernen efter 2 intense år i forbrugets hamsterhjul, så fortsætter jeg ufortrødent og med ny energi ud ad den zigzag-vej, der er min. Jeg ånder ind, ånder ud og ånder ind. Vågner lige så stille igen. Accepterer at kontraster er en del af rejsen, og den bedste vej igennem er at flytte sig, hvorhen ved vi desværre/heldigvis først … når det hele er slut. Vil du med?