Sagde hun virkelig ’slap pik’ og ’forhud’ til ti pensionister i en skov?
Meningsløse indtryk og handlinger kan føles meget tilfredsstillende. I torsdags krammede jeg et træ mens jeg hørte musik ude i en skov sammen med 2 bibliotekarer, 10 pensionister, 20 medstuderende og 1 underviser. Jeg ved ikke helt præcist hvad jeg skal tænke om det. Og det er måske meget godt?
Bare tæer i sandaler
Efteråret trænger sig på, og bare tæer i sandaler begynder at være et særsyn. Vi skal på skovtur i dag. Hjørring Bibliotekerne har igen i år inviteret til såkaldt LitteraGÅtur. Jeg har parkeret bilen og går hen til min klasse. 21 elever og en underviser i bacheloren Natur- og Kulturformidling fra UCN, Hjørring.
Arrangementets værter Maria og Lars tager smilende imod os på p-pladsen, men uden at tage kontakt. Klokken er heller ikke 10 endnu.
Vores underviser instruerer os let hviskende om dagens opgave, og udleverer et understøttende papir. Skriv en anmeldelse af dagens LitteraGÅtur.
Jeg kikker mig omkring og noterer mig, at dagens gæster er en blanding af os, der skal være der og 10 pensionister, der vælger at være der. Ni kvinder og en mand med filthat og halsklud. Jeg tænker det er meget stereotypt. En torsdag formiddag i naturen med kaffe, kiks, kultur og selskab. Nogle er der på trods af naturen og andre er der på trods af de kulturelle indslag.
Mens vi står der og venter på at klokken bliver 10, falder et par bemærkninger om mit foretrukne fodtøj. Bare tæer i sandaler. ”Husk at snøre vandrestøvlerne godt”, stod der i invitationen. Men jeg er ikke den eneste uden vandrestøvler. Jeg kikker rundt og føler faktisk at mine sandaler er mere fornuftige i dag end hvide sneakers og pæne ruskindssko. Men mine synsninger står alene. Der er bred enighed om, at det mest upassende fodtøj denne dag er bare tæer i sandaler. Jeg skiller mig ud.
Lars fra biblioteket kommer hen til mig og spørger om jeg ikke har andet fodtøj med. Jeg tror ikke han har spurgt sneaker-fyren og ruskinds-manden om det samme. ”Nej”, svarer jeg, og jeg hjælper ham ikke videre i den samtale. Han går let utilpas, men venligt smilende igen.
Jeg har nysgerrigt øvet mig i at være i ubehag og det ikke umiddelbart forventede eller ønskede. Og det viser sig, at Maria og Lars har tilrettelagt dagen med mere eller mindre bevidste elementer af netop det.
Hvor skal vi hen?
Vi starter lidt uorganiseret med 5 minutters gåtur ned ad vejen og hen over en grøft ind i skoven. Troldeskoven kalder de det. Karakteristiske krogede træer omgiver os ved første stop.
Maria deler sammenklipsede kopiark ud og Lars sætter en lille rød højtaler på jorden mellem os. Det er sådan turen starter. Et stykke musik og en lille verbal introduktion: På vores vej rundt i skoven vil vi få læst op fra den udleverede novelle ”Store træers grønne mørke” af Naja Marie Aidt, som vi skal reflektere på undervejs. Desuden vil vi blive præsenteret for nogle musikstykker og et stykke poesi. På et tidspunkt vil der også være kaffe og kiks.
De er virkelig rare mennesker tænker jeg. Maria og Lars. Rigtige bibliotekarer. Bløde og stille i attituden og med den tålmodighed, der kræves for at kunne sidde stille i timevis og læse den ene bog efter den anden. Og med den rummelighed, der naturligt kommer af at have indoptaget hundredvis af forfatteres mangefacetterede tanker og fortællinger i sig.
Musikken og novellen inviterer os ind i en vis melankoli og eksistentiel refleksion. Den kredser om menneskets natur og vores relation med andre mennesker. Det kulturelt tilpassede og det upassende.
Vi står og sidder i en skov og hører om en tidligere gymnasielærers fedtede tøj, slappe forhud og plettede pude. En foruroligende historie om hvordan han melder sig ud af samfundet, men opdages af en yngre kvinde, der for en stund tvinger ham til at forholde sig til sig selv. Der er mange tolkninger af den historie viser det sig.
Find selv hjem
Turens sidste indslag er ”kram et træ”. Og sådan slutter dagen. Let foruroligende og uden klart udbytte, konklusion eller punktum. Tak for i dag. Find selv hjem. Og det gør jeg. Mine tæer er beskidte og kolde. Jeg glæder mig over ikke at være en social dropout, der søger tilflugt i naturen, ligesom ham i novellen. Jeg glæder mig over at have gennemført turen i bare tæer og sandaler. Jeg glæder mig over at komme ud af skoven og hjem i varmen.
Ubekvemt, ubehageligt og uønsket. Og trods det, stærkt bevægende og anbefalelsesværdigt – Hvorfor er det uperfekte, usagte og ubehagelige ofte det, som tiltrækker, optager og rykker mennesket mest? Hvad var det for et stykke poesi vi ikke fik? Og ville dagen have været bedre i rigtige vandrestøvler? Den slags kan man tænke dybt og længe over. Så det gør jeg.
Faktaboks:
Arrangement: LitteraGÅtur i Rugtved Skov
Sted: Rugtved Skov, Hellehøjvej, 99850 Hirtshals
Tidspunkt: Torsdag 26. september 2024 kl 10-13
Arrangør: Hjørring Bibliotekerne