Press "Enter" to skip to content

Nu er min skovl ikke længere en spade

Jeg har i nogen tid stået og trippet ved en korsvej, ja måske nærmere en rundkørsel med 1000 mulige retninger. For jeg har længe vidst, at jeg ikke arbejder med det, som virkelig interesserer mig … uden at forholde mig til det og tage ansvar. Det har så gjort, at antallet af overspringshandlinger stille og roligt blev øget, med det til følge, at jeg følte mig presset, havde voldsomt travlt uden at nå ret meget, ikke rigtig tjente nogen penge (det er konsekvensen som selvstændig!) og ikke ydede optimal service for mine kunder. Før jeg tog uddannelsen til spirituel mentor vidste jeg ikke, hvor usundt det er, for både sig selv og andre, at bruge sin tid – hvadenten det er arbejdstid eller fritid – på noget man dybest set ikke rigtig har lyst til. At det faktisk er den direkte vej til at gå ned med stress. Men det ved jeg nu. Derfor har jeg det seneste års tid brugt uanede mængder af opmærksomhed, tid, penge og tankevirksomhed på at finde ind til min essens, at finde ud af hvad det er der “tænder” mig, og dermed også hvad jeg bedst kan bidrage med til verden. Hvad jeg liver op af, hvad der falder mig let, hvad der giver mig energi og glæde, når jeg tænker på det som det der fylder mit liv og min hverdag fremover. For det skal jo både være sjovt, spændende, interessant OG noget, der giver penge på kontoen og dermed smør på brødet.

Jeg har vendt hver en sten og tænkt hver en tanke for at finde netop den retning der er den bedste for mig, og dermed den bedste for alle omkring mig. For det er efterhånden almen viden at, når vi har det godt med den vi er og det vi laver, så smitter den glæde og det overskud vi får også til andre. Ligesom når vi ikke føler os tilpas, så er sandsynligheden også større for, at vi lader egen frustration boble over og skælder ud på de, der er i nærheden … hvadenten det er børn, forældre, mand/kone, kolleger, naboer eller kassedamen i Netto!

Jeg har taget ansvar for mit liv, mit velbefindende, ja min egen lykkefølelse. Jeg har søgt efter den vej jeg skal gå. Jeg har været ude ad RIGTIG mange veje i min rundkørsel, og har ind i mellem lavet hasarderede u-turns, når jeg har følt, at det alligevel ikke var det rigtige.

Jeg er sådan helt dirrende over at have fundet min essens og niche i livet. Det føles SÅ rigtigt endelig at have fundet netop det jeg vil og skal. Det føles så let. For første gang i laaang tid har jeg næsten ikke kunnet falde i søvn om aftenen og ikke kunnet vente med at stå op og komme i gang med at sætte det i værk og tage alle de next steps, der pludselig lyser op for mig!!!!

Så nu handler det “bare” om stille og roligt at få ryddet op i alt det “gamle”, og begynde at give mere og mere plads til det nye. For min bankrådgiver har næsten udviklet nervøse tics på mine vegne over det, der har lignet spild af tid, penge og muligheder. Men i virkeligheden har min snørklede vej fuld af uturns og blindgyder været den eneste mulige vej for at nå hen til min essens. Og jeg er helt tryg ved at både tid og penge er godt givet ud – og at dette er vendepunktet. Glæder mig til om nogle måneder og år at tænke tilbage på denne tid, og alt det jeg har lært undervejs!

Og med al den snak om veje og rundkørsler undrer du dig måske over hvorfor overskriften så handler om skovle og spader… Det er simpelthen fordi jeg har en dejlig veninde og spirituel mentor, der har kikket med på sidelinjen, i min indimellem frustrerede søgen efter netop min vej. Hun har formået at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl. Og når jeg har kommet med den ene spade efter den anden og sagt “så, nu er den der, nu fandt jeg min skovl, det er det her jeg skal og vil”, så har hun kærligt men bestemt guidet mig til at se, at de fleste af mine nye skovle altså i virkeligheden var spader. Og selv om jeg kan flytte lidt jord med en spade, og selv om den med lidt god vilje ligner lidt en skovl, så vil det med tiden blive for tungt og træls at arbejde med spade, når jeg i virkeligheden søger efter og har brug for en skovl. Der har været mange velmenende mennesker omkring mig, som har hjulpet mig i min søgen, og som også er kommet med spader for at speede processen op – endda meget fine spader! Og jeg har taknemmeligt taget imod dem, og forsøgt mig, men heldigvis har min veninde haft lidt mere overblik og kærligt fortalt mig om forskellen på spader og skovle, når jeg ikke selv har kunnet se det. Og selv om jeg til tider har været nede over ikke at have fundet min skovl og tænkt “jeg finder den aldrig, så jeg må nøjes med den spade jeg har nu”, så har hun kærligt puffet mig videre og holdt min energi høj, så jeg kunne sende spaderne retur og fortsætte min søgen efter netop min helt perfekte skovl! Tak Maiken for på skønneste mentor-vis at holde faklen, lyset og energien for at jeg kan finde min helt egen vej og min essens og leve for, af og med den <3

Dagens reflektion:
Hvilken vej er du på vej ud af? Og husker du at mærke efter, justere og evt. lave u-turns, så du kommer derhen, hvor du hører til og har det bedst?

 

2 Comments

  1. Det er dejligt at læse dette indlæg, om at turde gøre det man mener er rigtigt for én. Og det er skønt at du har en at “holde i hånden” gennem vanskelige passager i dit liv.

    Selv har jeg for mange år siden, valgt at følge den indre stemme – den giver mig fuldkommen tryghed. Og at tage skridtet til at fravælge sikkerhedsnet så som arbejdsløshedsforsikring, har blot givet mig mere indvendig ro og tryghed.

    Jeg ønsker dig fred i sindet, ud over al forståelse.

    Søren

    • Anja Anja

      🙂 tusind TAK Søren!

      Dejligt at høre, at du – på trods af at være gået imod strømmen af “man skal” og “man plejer” – har ikke bare bevaret, men endda fået fuldkommen tryghed.

      – Ja, det handler ALTID om at mærke efter, og ind i mellem løfte blikket, prøve ting af og turde træde ud over den velkendte komfortzone. Det er rigtig godt at se på hvordan andre gør, og lade sig inspirere, og vi kan give og få alle de gode råd vi vil … men må hele tiden minde os selv om “at the end of the day” er der kun én, der kender vejen og næste naturlige skridt på den rejse vi kalder livet. Og det er den, der har skoene på! Men hvor er det altså bare helt luksus-skønt at have nogen i ringhjørnet, der giver en arm at støtte sig på, når fundamentet virker lidt ujævnt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *