… og det må jeg gerne

Nu siger jeg det bare: Kontraster, sort og nattens mørke “drager” mig p.t., og i stedet for at benægte og smøre mig ind i lyserøde regnbuer, vil jeg tillade mig at lure lidt på, hvad den sorte magnet består af.

Og her kommer min forsvarstale: Man kan godt anerkende sorts eksistens uden at “gå i sort”. Man kan godt være fascineret af de store kontraster uden at slå lejr i en af enderne på skalaen. De seneste år har jeg udforsket “hvid” – den lyse side af verden. Den hvor alle smiler, verden er farvestrålende, alt er positivt, mennesker dyrker den gode karma og siger ting som “love is God”, “all is well” og “du ser fantaaastisk ud, darling”. Jeg har elsket det, og gør det stadig. Jeg tror på at verden er som du er, i den forstand, at hvis vi vælger at være opgivende og se verden som et lortested og menneskerne i den som idioter, så vil det være det vi tiltrækker, udstråler, ser og går iblandt. Og det samme modsat, at hvis vi vil være happi-go-lucky-agtige, så kan verden være et sprudlende festlig, skønt sted, og de mennesker vi møder vil spejle den holdning og vi kan skabe en opadgående spiral på det.

Men når man er blevet komfortabel i glæden, lyset og feel-good, så bliver man lidt rastløs. Mennesker har brug for at se og anerkende kontrasterne for at vide hvor de er, og hvor de vil hen.

Og alt det pæne og trygge bliver bare så ensidigt, forudsigeligt, kedeligt og leverpostejs-agtigt, hvis ikke vi liiige stikker fingeren i flammen ind i mellem. Vi brækker os af konditorkage, og roser, hvis vi skal spise og omgive os med det fra morgen til aften.

For at værdsætte og nyde hvid, må vi også tillade os at se og anerkende eksistensen af sort. Jeg ER ikke rar, bare fordi jeg iagttager, mærker, gør, skriver og maler rare ting. Og jeg ER ikke dyster, bare fordi jeg iagttager, mærker, gør, skriver og maler dystre ting. Vi bestemmer selv hvad vi tager under huden og hvad vi holder i strakt arm. Vi REagerer på ydre omstændigheder, og vi vælger vi selv, hvad vi vil gøre, hvordan og hvornår. Når vi nægter at anerkender sort, kan vi opleve at mørket og frygten “sniger sig ind” i os om natten, mens vi ligger frygtsomme under dynen og synger “jeg er ikke bange” mens vi venter på at det skal blive dag igen. Sort er hvid i lav vibration. Frygt er tillid i lav vibration. Sorg er glæde i lav vibration. Ondskab er godhed i lav vibration. Det handler om at vælge hvad hvornår og give plads og lov til at andre også selv kan vælge. Alle magneter har plus og minus uanset hvor mange ender vi klipper af.

 

Fugle på Grenen

Efter en inspirerende weekend på Grenen Kunstmuseum i Skagen, hvor jeg har malet både fugl og fisk, har jeg taget en beslutning. Ja jeg tog den faktisk allerede inden jeg tog derop: Jeg vil slippe styringen og bare give los for de store kontraster: Sort, vildt og farligt – hvid, sødt og trygt. Sirlige streger og vilde strøg. Og det må jeg gerne, for det er alt sammen en del af mig, en del af verden og en del af menneskers natur. Som når en skuespiller lever sig ind i rollen formidler via gemte sider i sig selv, vil jeg formidle menneskelige nuancer af fugl og fisk i sort og hvidt. Og jeg ELSKER at det virker. At høre den mangfoldighed af historier, motiver og følelser andre finder, oplever og har, når de spejler sig i mine “skabninger”, det er en helt fantastisk oplevelse, som jeg bestemt gerne vil gentage på udstillinger. (Og et godt tip fra S-mentoren: Når vi tør anerkende og spejle os i det vi ser, behøver vi ikke hver gang og altid selv bade i det for at blive en oplevelse rigere).

En anden beslutning jeg har taget er, at jeg som billedkunstner endnu ikke er etableret og funderet godt nok til at vurdere, prissætte og sælge mine originaler. Jeg er i proces og det jeg laver vokser, fletter sig sammen, laver forbindelser hinanden imellem og viser nye lag, og personlighed for mig hen over tid. Man sælger da ikke sine børn! Muligvis bliver jeg først klar den dag jeg ellers bliver sat på gaden, eller når jeg har en gallerist til at samle, ordne, videreformidle og prissætte min brogede skare af skabninger … Eller måske … Nye tider, nye muligheder – og nye planer. I går, i dag og i morgen kan aldrig være ét.

Så status en hverdag i november 2013 er: Jeg er “IKKE-kunstneren” … der IKKE bruger farver, IKKE laver happy-go-lucky-art, IKKE er klar til at sælge og IKKE maler/tegner pænt og på bestilling. Og eftersom jeg ikke er “nogen” endnu, ingen har forventninger til mig og ingen vurderer offentlig på mig, så må jeg gerne det!

 

PS: Jeg glæder mig RIGTIG meget til næste sommer, hvor jeg er en del af BunkerLove-projektet. Deltager med et værk, der bærer titlen “ONDSKYLD – be yond guilt” – meget mere om det senere!