Jeg har det med at forme, formulere og fortolke på alt, ofte allerede inden det er sket. Faren for at tale, tænke og tolke ting ihjel lurer i alt hvad jeg gør. Risikoen for at foregribe og planlægge fremtiden, så den indimellem helt uforvarende forvrides i en unaturlig form og forkert retning eksisterer. Men oftere og oftere lykkes det mig dog at “skrue hovedet af”, give slip og bare være og gøre. Uden at filtrere det gennem tillærte/nedarvede bevidste tanker og mentale regler. Det gjorde det f.eks. da jeg malede ovenstående.
Og da jeg har opbygget en spinkel, men dog eksisterende tillid til, at selv det umiddelbart meningsløse vil give en eller anden form for mening hen ad vejen, undlod jeg at male det over, på trods af at jeg ikke kunne rubricere eller forstå det hverken under eller efter maleprocessen. I stedet har jeg haft det til at stå i skammekrogen siden marts. For en fjorten dage siden fandt jeg det frem igen, og hængte det, så jeg siden har kunnet se på det dagligt. Jeg har tålt og tilladt det at være der, og jeg har registreret de følelser og tanker, der er kommet og gået ved synet af det. I går gav det pludselig mening, og det fik en titel: “Møl om en tveægget flamme”.
Jeg deler det her på bloggen, men for en gangs skyld vil jeg undlade at dele mine personlige historier og tolkninger i billedet, og i stedet lade det være op til den enkelte at “læse” det gennem egne filtre, erfaringer, historier og handlinger.
Be First to Comment