“Du kan ikke regulere en følelse, du ikke kan rumme.”
Det er som om man (jeg!) altid lige falder over det, der giver mening og er relevant lige nu og lige her og lige i tiden handler det for mig meget om emotionel bevægelse og de deraf følgende følelser – især vrede og ked-af-det-hed … Noget som de fleste – mig selv inklusiv – bruger eller i hvert fald har brugt megen energi på at undgå og omgåes og ignorere og … i det hele taget været meget optaget af.
Så derfor er det også meget relevant at stille sig selv spørgsmålet: ER det overhovedet farligt eller forkert at føle disse stærke yderkants-følelser; er det farligt eller forkert at ikke blot flatline, men derimod også indimellem være betydeligt emotionelt bevæget – og ikke skjule eller undertrykke det? NEJ tænker jeg (og får jeg via nedenstående Zetland-artikler bekræftet) – det er tværtimod ganske uhensigtsmæssigt og egentlig også utrygt, når mennesker konsekvent med grådkvalt stemme eller sammenbidte læber underkender og forsøger at skjule “det der er” og i stedet hhv. snøfter eller vrisser “der er INTET galt, jeg har det FINT!!!”
De fleste har måske den ene eller den anden ende af denne emotionelle udtryksskala, som de mest naturligt “hører til” og bevæger sig i – mens andre naturligt eller med tiden bevæger sig mere som en flaksende sommerfugl i en sommerbrise – uanset hvad, så er det vigtigt at kunne rumme, besøge og bevæge sig på hele skalaen, OG at kunne anerkende, når man (eller andre) pludselig befinder sig her eller der. Og derved også nemmere slippe den igen “hej vrede / hej kede … jeg har hørt, følt og set dig, og du har gjort mig opmærksom – skal du ha’ et kram – og kan vi så komme videre?”
“Jamen … jeg kan jo MÆRKE du ikke har det fint?!”
Jeg er fra barnsben oplært i snøfte-afdelingen. Jeg har øvet mig i at bevæge mig mere naturligt, frit, åbent og ikke-fordømmende på hele skalaen … med ganske fin succes og selv-empati efterhånden, hvis jeg selv skal sige det. Jeg øver mig også kontinuerligt i at møde, være med og anerkende andre, der bevæger sig på hele skalaen eller i dele af den – og derved mere kompetent og “afspændt men ikke slapt” kunne rumme og “release” en evt. “stuck’ness” … det er spændende at læse og lære om – og det er spændende at være og lære i.
Når vi er med hvad der er, når det er … uden at gå/blive i hverken spænding eller slaphed op imod “det” … så mærkes livets flow, intensitet og levende lethed ganske meget. Oplever og erfarer jeg.
MÅSKE andre også kan nikke genkendende til det – eller kan finde inspiration i det som jeg har gjort? Videredeler her links til refleksion:
Zetland-artiklen “En særlig evne gør forskellen mellem succes og sammenbrud”
https://www.zetland.dk/historie/sOMAvN6m-m8RW7Gax-dd4e8
Zetland-artiklen “Jeg skrev om selvreguleringens superkraft. Men ehhh … hvordan bruger man den så?”
https://www.zetland.dk/historie/soGxEGbj-a81VQ1mQ-51a93
.