Press "Enter" to skip to content

Følelser og fortællinger

Hvordan fanges og frisættes mennesker?
Det er snart mange år siden jeg hørte om Viktor Frankl første gang. Det var under et foredrag i Det ottekantede Forsamlingshus på Mors.
Det var en præst, der holdt foredraget, og en af de pointer, jeg især tog med, var at han med udgangspunkt i Frankl konkluderede, at selv om HAN tror og prædiker kristendom, så behøver MAN ikke tro på og dyrke den samme kristne historie om Gud; det er formløst og individuelt.

… Og jeg kan tilføje fra hvor jeg lige nu står og kikker på mig selv og verden: Når bare man (op)finder mening i og med livet uanset hvad, hvordan, hvornår og hvor længe, og IKKE ophøjer det til ultimativ sandhed, så udvandes og blødgøres følelsen af lidelse.

Det gjorde stort indtryk på mig. En åbning og invitation til opblødning af norm, moral og fordømmelse af “anderledes og alternative veje”. Det at en præst stod foran mig og sagde “du behøver ikke kopiere min tro og mit virkelighedsbillede”, åbnede et vindue, en dør, ja en ladeport i mig til at se nye vinkler, muligheder og det føltes som et anerkendende og kærligt rygstød videre ud i det u(er)kendte.

Jeg har stor interesse i menneskets psyke, eksistens og livsførelse på grund og på trods. Jeg er nørdet omkring det her med at “se, anerkende og være med det der er”. Ikke for at fastholde det lidelsesfulde, men mere for at erfare helt ind til benet, og formidle det til andre; at intet varer evigt og alt vi føler, er baseret på den måde livet bevæger os – og de følelser/tolkninger, vi så skaber ud af den bevægelse, ja, det er selvskabt.

Lidelse er, at skabe og FASTHOLDE os selv og andre i ikke bare fysiske situationer/rammer, men også emotionelt funderede følelser som vrede, bitterhed, jalousi, sorg, frustration, afmagt osv, som vi binder op på uønskede hændelser og “noget” nogen har gjort/ikke gjort.

Er du en af dem?
Mange har – når jeg har præsenteret mig som Anja Korsgaard – gennem årene spurgt mig om jeg så er i familie med “de der Korsgaard”, og hver gang har jeg måttet sige nej. Tanker om hvordan det ville være, hvis jeg kunne svare”ja”, har strejfet mig. Spørgsmålet har skabt et ønske jeg ellers ikke havde; hvad nu hvis jeg havde haft Leas forældre, familie, opvækst og livsgrundlag. At jeg var en del af søskendeflokken med ressourcestærke forældre. Alt ville sikkert være meget bedre, hvis jeg blev inviteret og adopteret ind i familien; jeg havde jo trods alt navnet allerede!

Handlingslammelse og lidelse er hvad der opstår, når vi er hvor/som vi er og har fokus på hvor/som vi ikke er. Det vi (for evigt eller endnu) ikke kan. For så misser vi det der er og det vi kan. Fatamorganaerne, eventyrerne og såmænd også mareridtene. Vi ser begrænsninger fremfor muligheder, når historier ophøjes til sandhed. Jeg er født op med historier om begrænsninger, og det har præget min bevægelse. Ingen misunder mig, når jeg beskriver mine forældre som hhv. en neurotisk kvartalsdranker med flere selvmordsforsøg på cv’et og en svingdørs psykiatripatient på den lukkede med elektrochok og tvangsmedicinering som naturlig følge af det. MEN. For det første er det jo kun en meget unuanceret beskrivelse af disse to elskværdige og kærlige, men lidende mennesker. Uanset hvad og hvilke historier de har givet eller ikke givet mig med “i bagagen” … Jeg behøver jo ikke definere mig og begrænse mig ved hverken “ikke” eller det modsatte. Deres historie om verden og virkelighed er ikke min historie. Lige så lidt som fortællingen om Lea Korsgaards familie og opvækst er hendes historie. Jeg behøver ikke se det der er (og var og kommer) gennem filtre af (be)dømmelse i godt og dårligt eller ønsket og uønsket. Jeg kan. Men jeg kan også lade være.

Det kan i hvert fald undersøges som en mulighed. Og allerede i undersøgelsen åbnes mulighederne … for at slippe det faste tag i historien … som i mit eksempel her; om at være eller ikke være i form af, kontrast til og fortælling om “de rigtige” Korsgaard’ere! Jeg er som jeg er – skabt og skabes og omskabes kontinuerligt alt efter hvordan der beskrives og ses. Der fortælles historier, men jeg ER ikke hverken den ene eller den anden historie.

Ovenstående artikel og tankerække, er gnistet i gang af Lea Korsgaards Zetland-artikel “Selv i mørket kan man finde mening”

… Så i stedet for at svare på det begrænsende spørgsmål “er du en af dem”, kunne det være mere interessant at se på og lege med “hvordan defineres jeg … nu og nu og nu?”

Er det muligt at gå på opdagelse og finde nye veje i historierne?
Har du historier, som du gerne vil kaste et andet lys og vinkel på og gå på opdagelse i, så går jeg gerne turen med dig. Som i min artikel her, der starter med en læst artikel om en holocaust-overlever og breder sig ud ad så uforudsete veje som familietilknytning … så vil vi gå ad veje og omveje og afstikkere og skabe nye tanker, vinkler og mulige historier på baggrund af det der er og opstår.
Ingen kender vejene før de er gået og historierne før de er fortalt. Og hvis vi ikke gør dem sande, så kan de bevæge sig vidt omkring, opløse sig og antage nye former igen og igen. Former, som ingen på forhånd kan forestille sig eller planlægge.
Se mere her: bevaegelig.dk/samtaler (walk and talk samtaler)

—-