Krishnamurti inspirerer mig igen og igen og igen – hele tiden mindes jeg om, hvordan begreber og fast form opstår i mennesker, skabes og gøres til en form for sandhed, en tryg “ting” at være eller være i – og hvordan det at klinge til en eller anden opfundet form – et venskab, et forhold, en identitet, så man ikke er alene eller ingenting … det er kilden til lidelse; “livet ER lidelse” som buddhisterne siger – og på den måde er det en del af menneskers væren og gøren. At skabe form, lide, gå i stykker og bygge nye forme at finde tryghed i og at skabe sig i og med. Igen og igen.
At hele tiden øve sig i at “dø” og at opstå i ny form … Ja jeg behøver ikke en gang øve mig. Det sker. Og indimellem ser jeg at det sker. Det er spændende og udfordrende og i høj grad en måde at mærke livets puls.
Nogen vil mene, at jeg ikke bare ser og mærker, men faktisk opsøger og skaber alle disse små “dødsfald”; følelsen af mavepustere og nålestik, når endnu en form smadrer på gulvet.
Jeg tror det er uundgåeligt, og måske derfor går jeg ofte nysgerrigt “med” disse forme, jeg ser ikke væk og jeg forsøger ikke at ignorere dem. Gang på gang går jeg ind i formene, når jeg inviteres. Ja, jeg opfinder dem endda selv indimellem. Samskaber dem med mennesker jeg møder gennem kortere eller længere tid. Fletter et net af stadig mindre masker og bygger med farverige legoklodser et eventyrligt univers af lyserøde drømme, søde ord og fortællinger om det der var og det der kommer. Det føles rart. Også selvom jeg ved at alt – alt du jeg og vores verden – det hele er blot en flygtig og tom form, der ikke kan fastholde det der ER og lever og bevæger. Til andre tider er det forme af dybe mørke skove med hekse, trolde, tornekrat og uendelige labyrinter at fare vild i.
Ind og ud af Matrix
Det kan sammenlignes med at leve i og uden for “The Matrix”. Nogen husker måske 90’ernes kultfilm, hvor Keanu Reeves, som figuren Neo, tog den røde pille og lærte at verden er et fatamorgana og en drøm, som man kan gå ind og ud af, når man SER at det er sådan det er. Og ligeså er det med de begreber, virkeligheder og verdener vi bygger op ifht HVEM og HVAD er jeg, vi og du. Det er en porøs skal af tomme ord og beskrivelser; fatamorganaer, der kan skabes, smadres og ændre sig via mange forskellige komponenter, input, vinkler og bevægelser.
Glimtvis – i meditation (uanset hvilken form den så antager!) – mærkes det ubegrænsede og ubeskrevne. At være. At erfare og ikke tro eller antage, men faktisk VIDE med hele vores eksistens, at du, jeg, vi og ingen er den form og fortælling der vises, beskrives og ses.
Og i meditation mærkes det, som Krishnamurti inviterer os ind i at SE (når jeg igen er en “nogen”, der kan beskrive det oplevede), næsten som om jeg ER (eller var!) kærlighed, og i den tilstand ikke søgte den eller (gen)kendte den som noget eller nogen adskilt fra mig, der kan fåes eller mistes. Venskab. Forhold. Identitet. I den meditative tilstand af væren, er følelsen af vægtløs og formløs og retningsløs. Det er næsten poetisk, ikke? Befriende.
Nå men det kom jeg lige i tanke om, da jeg læste dagens Krishnamurti citat, værende den jeg var lige på det tidspunkt …
Og det er nu fanget og formidlet i form af … En artikel. En muligvis lidt snirkle-snørklet intuitivt nedfældet samling af ord. Ord, der kan bevæge. Bevægelse, der igen kan skabe ny betydning. Betydning, der kan skabe ny form og ny fortælling i den og de der læser. Altså måske.