Press "Enter" to skip to content

Er du dus med himlens fugle?

Sådan spørger Poul Reichhard i filmen “Vagabonderne på bakkegården”. Og ja, det er jeg! Eller det er jeg i hvert fald blevet. Jeg elsker at være ude og høre fuglene og mærke solen, vinden og naturen. Bare det ikke blæser, er koldt og regner, forståes!

Har tidligere fortalt om hvordan jeg er vågnet midt nat/tidlig morgen her i sommer, og er listet op for at gå en tur helt alene “i Guds grønne natur”, som nogen kalder det. Og hvor er det skønt! Jeg elsker det. Og når vi finder noget, som vi kan li’ så skal vi da bare dyrke det! Loven om tiltrækning siger, at “det vi fokuserer på, det tiltrækker vi”, så det er bare om at finde netop det vi kan li’ at gøre, og så gøre mere af det. Det der føles godt skal vi gøre mere af. Så simpelt er det, og så svært er det… For hvis det er så rart, hvorfor gør jeg det så ikke hver dag?

Fordi når noget er godt, så begynder vi straks at finde på forhindringer og undskyldninger: Jeg kan jo ikke stå så tidligt op hver morgen, jeg skal jo også sove. Ja, det skal jeg, men måske jeg kunne vælge at gå tidligt i seng en aften en gang i mellem. Droppe aften-zapning på tv og de sene nyheder. Går jeg glip af noget ved det? Nej, men vanen byder at jeg falder omkuld på sofaen ved 20/21-tiden og ikke orker at gå i seng før hen ved godt 23-tiden. Og så giver det jo sig selv, at jeg kun sjældent har lyst til at stå op kl. 4-5 stykker for at mærke dagen, mig selv og verden omkring mig vågne. Så når jeg vælger at komme sent i seng, så vælger jeg altså også at sove længe med de konsekvenser det har i form af dårlig tid til at vågne, spise morgenmad og lave madpakker.

Tricket består i at finde de ting og oplevelser, som er gode for os, som vi kan li’, som nærer os og giver energi, velvære og overskud. Og så fokusere på det og tilrettelægge det, så vi kan gøre mere af det. Jeg ved, nu, at jeg kan vælge at stå op med fuglene og få en rigtig god start på dagen. Jeg ved at Allan værdsætter de morgener, hvor han er stået op til friskbrygget kaffe, nye friske rundstykker fra bageren, som jeg har taget med på vejen, og en glad og frisk Anja, der har fået en god start på dagen. Jeg ved, at børnene elsker at stå op til god stemning og god tid. Og netop derfor er det så godt. For det er nemlig ikke noget jeg gør på bekostning af de mennesker jeg holder af omkring mig, tværtimod. Og når jeg ved det, så kan jeg spole tilbage og finde forhindringerne og rydde dem af vejen. Min forhindring har været, at jeg ikke er kommet i seng i god tid, har været træt og uoplagt om morgenen, og det har resulteret i dårlig stemning, stress og skældud. “No more”, siger jeg! Fokus på det der glæder, det jeg vil have, og så skabe omstændigheder, der giver plads og grobund for det. Fra nu af ER jeg dus med himlens fugle!

PS: På en regnvejrsdag kan vi også godt finde på at tage en af de gode gamle danske film – som f.eks. “Vagabonderne på Bakkegården” og sætte den i dvd-afspilleren mens vi ligger på sofaen med tæpper og chips … det er jo også livskvalitet!

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *