Press "Enter" to skip to content

Noget om at turde leve uperfekt og uplanlagt

Torsdags-tankespind uden mål og retning: Føler mig lige nu både uordentligt, uperfekt … og meget meget levende ❤️ Jeg inspireres kontinuerligt – og mærker det med – det og de jeg ser, samtaler med, relaterer med og i det hele taget møder nysgerrigt, opmærksomt og kærligt i mig. Jeg kan justere, men ikke styre.

Har her til formiddag haft snak om, hvor skønt man indimellem kan forestille sig livet KUNNE være … for eksempel ved at møde “den helt perfekte” – og om det der med de der, der skriver “Elsker dig for evigt min smukkeste kæreste elskede livs lys og hjerte hjerte kys kys”. Snak om at finde, lede efter og drømme om den store kærlighed. Snak om desillusion ifht om det er en reel mulighed.

For hvad er egentlig perfekt? Og hvor længe er perfekt egentlig rart? Snak om at man ikke vil hverken holdes eller holde nogen for nar ved at ses “i en såkaldt kærlig relation” hvis det ikke føles “svimlende” og som om man for den anden er den speciel’este og eneste ene i hele verden. Snak om at det hele kan ændre sig hele tiden. Fra ikke svimlende til svimlende og ikke svimlende igen. Snak om at holde fast og give slip. Igen og igen. Noget om at kysse frøer. Og prinser. Og prinsesser. Og hvad man ellers definerer og vurderer hinanden som. Historiefortælling. Drømmebilleder. Savn og afsavn. Ingen kender vejen før den er gået. Og alligevel bruger vi utroligt meget energi og tid på at planlægge og forudsige det uforudsigelige. Tøve i frygt for at fare vild eller gå omveje. Vælge forkert. Eller rigtigt. Naive forsøg på at perfektionere det vidunderligt uperfekte. Naive forsøg på at dele verden op i rigtigt og forkert.

Livet er som livet er; omveje og afveje – uplanlagt og uperfekt – forunderligt og for underligt … hele tiden, aldrig og forfra på ny igen. Med de samme, andre og ingen som helst ❤️✨💎🔥⚡️❄️

Livet er … lige nu … vildt nok … ikke?
Elsker at veksle mellem liv og død – perfekt og uperfekt frustration og lyksalig eufori … livsmusklen træner mig via spænding og afspænding – tanke og handling – kontraster 💥 Jo mindre jeg kæmper imod, jo mere kompetent bevæger jeg mig.

jeg dør lidt hele tiden og hver gang … og fødes/vågner påny flere gange dagligt også – det er måske det, som gør, at jeg mærker, at jeg lever..?

… At turde det ukendte; træde ved siden af – og hele tiden justere i bevægelsen. Ikke skjule eller i frygt forvrænge sig selv, andre og verden med tusind filtre, forbehold og forventninger imellem … turde handle, se og blive set som man/de/det er lige nu … leve nysgerrigt og åbent – legende og opmærksomt i og med alle de kontraster der findes og ses.

Turde garantiløst lade sig mærke af og med andre mennesker (symbolsk illustreret i dagens – og mit livs første – henna-tatovering udført af ældstedatter 10 minutter i bus-tid!) … uanset hvordan det ser ud og hvilke tanker, der gøres om det før og efter. Livet har ingen garantier og kan ikke kontrolleres eller styres.
Det er som det er … uanset hvordan, hvor lidt, hvor meget og hvor længe det, de og vi SES.

Og det er sådan set nok bare helt perfekt – også når hjertet bruser over, at man faktisk tydeligt mærker og lader “sig” forsvinde i “for evigt” lige NU. Kærlighed uden for tid, rum og individer.

❤️❤️💋💋
Hjerte hjerte kys kys