Har lige set dokumentaren “Kandis forever” … og jeg var på grådens rand. Det kan sagtens være de følte sig lykkelige. Men i mig spejlede det en følelse af sovende (og lidende) mennesker, der har fundet/er blevet anvist en vej ved at skabe, købe, opfinde mening i en drømmeverden. Det er så nemt at tale ind i menneskers drømme og savn. Det er samfundsnormen. Nogle adresserer disse mennesker, fordi de ser en fordel for sig selv. Det er nemt at berige sig (større bankkonto/ego-“jeg-er-noget-særligt”) eller at overtage ansvar for ansvars-handicappede. Jeg synes også det er svært at se på at mennesker bevidst eller ubevidst i overført betydning “slår sig til blods” på livet. Men jeg mærkede også tidligt (fik øje på) at ingen kan redde hele verden, og da slet ikke ved bare at overtage deres udfordring/byrde.
Her er nøglerne til mine emotioner
Jeg har løbende spændende dialoger med mennesker. Jeg nyder det privilegie det er at være i kontakt. Med nogen, der netop gerne vil og kan mødes i kontakt. I en samtale smagte vi på det der med tryghed. “Jeg har 100% tillid, og det er besnærende bare at overgive alle nøglerne til dig”. Det er også fristende for mig at overtage, især på områder, hvor jeg har tillegnet mig flere kompetencer. Men blot fordi jeg kan bevæge mig i noget betyder det ikke at andre kan eller skal det samme. At jeg tager kontrol, det lærer ingen jo noget som helst af (tværtimod bremses naturlig impulsiv læring). Det gavner ingen. Jeg kan bære meget og mange, og jeg gør det indimellem. Mine børn drager stor fordel af det.
Så sent som i morges nåede de ikke bussen og jeg kørte dem i skole. Hvis de ved, at jeg kører dem i skole, så mindskes lysten til at komme tidligere ud ad døren og måske stå og vente i regnvejret. Det kan hurtigt blive normen at mor kører. Mor laver mad. Mor rydder op. Mor etc. Og så længe de ikke kan, så gør jeg det gerne. Men. Hvem vurderer hvad de kan og ikke kan? Hvordan gives rum og plads til at de lærer at bære sig selv? Hvornår tipper det over? Det samme ses i andre relationer. På arbejdspladsen, hvor det ofte er de samme, der ofrer sig og påtager sig de opgaver, som andre ikke har taget. Fordi nogen skal jo. Disse mennesker, der bærer mere end deres eget, fordi andre ikke gør. Det er dem, der går ned med stress og meget andet, der indikerer “overload”. Been there, done that! Interaktion mellem sovende mennesker, der reagerer uopmærksomt.
Skal alle så bare klare sig selv på egen hånd?
Jeg er opmærksom på, at når jeg “bærer dig” eller lader dig “bære mig”, så er det (helst!) med bevidstheden om, at det ikke er en statisk tilstand, der gør at nu er ansvaret for “min lykke”, “min udvikling”, “min læring” dit. Og omvendt. Du kan ikke gøre mig lykkelig. Eller ked. Eller dygtig. Vi kan være, og det kan føles som om vi er blevet gjort lykkelige osv. Vi påvirker og inspirerer hinanden ja – men det er mig, der “er den”. Følelsen opstår og skabes kun i mig. Jeg er. Du er. Og vi bevæger hinanden. Ikke fordi vi skal. Men fordi vi kan. Hvis der skal opfindes et “fordi”.
Paradokset i den påstand er nu, at der er et “dig” og et “mig” og samtidig findes der ikke et uafhængigt og afgrænset “jeg” eller “du”. Det menneske du/jeg er, findes kun i kraft af at vi ser og ses. Vi skaber hinanden kontinuerligt. Og hvis jeg gerne vil skabe mig, så er min bevægelse med dig en mulighed. Det er muligt at bruge hinanden. Og det er hvad mange gør. Helt uden at vide eller ville det.
Kan jeg mærke og anerkende lidelse eller glæde, alle de emotioner jeg er, uden at bruge nogen eller at lægge ansvaret/æren for det “på nogen”? Kan jeg bevæge og mærke mig med dig? Og kan det lade sig gøre ligeværdigt, når vi har forskellige kompetencer, udgangspunkt, retning og bevægelighed? Kan vi mødes?
Indimellem er jeg i kontakt med mennesker, som netop mødes og ikke bølger ansvar frem og tilbage. Ikke begrunder eller betinger “det der/de er”. Det er spændende. Og jeg inviterer gerne ind i at undersøge netop dette. Er det muligt at mødes ligeværdigt, hvor og hvordan kan vi mødes. I en dans kan vi uanset om vi har samme kompetence sagtens danse sammen. Ikke min dans eller din dans. Kontakt er ikke, når én vil lære en anden at kopiere “den rigtige” bevægelse. Det er nemt at forføres til “at ville være som dig”. Og det er nemt at forføres til at imødekomme det ønske.
Jeg skriver med venstre hånd. En gang skulle alle de såkaldt “kejthåndede” lære at skrive med den rigtige hånd. Der var en rigtig måde. De venstrehåndede skulle/ville gerne lære den rigtige måde. Og på den måde gik man på kompromis med dette menneskes natur. Jeg husker hvordan min mors morbror skrev med højre hånd, men tegnede og malede med venstre. Man kan godt formes, men den fri bevægelse, er der hvor kreativiteten blomstrer.
Jeg er også Tornerose
Jeg ved, at jeg selv falder i søvn indimellem. Og når jeg ser det, kan jeg både græde og smile mens jeg igen vågner. Andre gange tager jeg mig en lur og synker ind i drømmene, enten fordi det synes det kunne være spændende at dykke ned i en “lucid dream”, eller fordi jeg simpelthen er træt og uforvarende falder i søvn. Indimellem oplever jeg en følelse af, at der intet er at være vågen for. Ingen at være vågen med. Heldigvis er det ikke 100-års lange Tornerose-søvn. Nogle gange vækkes jeg af andre, andre gange vågner jeg selv. Det nye er at jeg ofte (ikke altid!) ser, at jeg sover. Eller laver historier.
Lidelsen ved at se det, der har været usynligt
Jeg rammes indimellem af sorg, vantro, ensomhed, modløshed osv, når jeg går rundt i min hverdag. Og jeg tør ikke “rocke båden”, når jeg har tanker om, at så mange mennesker i frit fald med minimal kompetence og øvelse i at flyve; de falder og slår sig unødigt. Jeg har stadig en barnlig tro på, at det er mig muligt at styre hvad andre mennesker mærker(!). Hvilket det på sin vis både er og ikke er. Da min mor var døende, talte vi om meningen med livet, Gud, hendes bedste i himlen osv. Hun fandt trøst i at der var en Gud og at hun ville blive genforenet med elskede mennesker i en himmel af lykke uden lidelse. Vi talte om at ja, det er ikke sikkert det er intellektuelt sandsynligt, men ingen ved det, så den ene forklaring og historie om hvad der sker og er efter døden kan jo være lige så god som den anden. Hun sagde til mig, at hun ville gerne beholde sin barnetro. Og jeg havde ingen trang til at hun skulle slippe den for i stedet at se verden som jeg ser den. Vi skabte den dejlig drøm til hende, som hun gerne ville og kunne leve med og give slip på verden med. Jeg skal ikke hindre eller fjerne menneskers færden i og adgang til drømmeverdenen. Jeg skal bestemt heller ikke skabe den. Jeg værdsætter når jeg indimellem møder mennesker, der enten glimtvis eller mere kontinuerligt ser udover drømmeverdenen. Og jeg lærer at leve både i drømmeverdenen, blandt andre (det mindsker lidelsen) og jeg lærer at spotte mennesker, der er åbne for at sanse sig selv uden et filter af drømme. Og indimellem spotter jeg mennesker, der lever samme drøm som jeg, og så mødes vi i det. Alt er muligt. Intet er forkert. Medmindre man for-fører andre ind i eller ud af noget; betvinger dem “min” bevægelse, fremfor at invitere med mulighed for at følges eller ej, så meget og så længe det er os begge muligt.
I see dead people
Jeg ser zombier, der kører på automatpilot. Og jeg mærker, at jeg har gjort det og indimellem gør det. Zombificeret mig. Ladet mig omslutte, synke ned i og forføre af drømme og fortællinger. Begær og jagt på nydelse. At elske samtidig med at historier og indre film kører i hovedet. Jeg bliver trist, når jeg mærker at det sker. Jeg føler mig ensom. Uendeligt ensom, og jeg mærker lyst til at flygte væk fra mennesker, fordi følelsen af ensomhed er mindre når jeg er alene. Når jeg ikke ser mig selv i andre mennesker. Jeg kan ligge og flakse på kanten af drømmen. Med tiden erfarer jeg at mærke at det er det der er. Jeg flygter ikke. Jeg mærker uden at dømme i godt eller skidt. Uden at flygte fra eller bedømme og beskrive den emotionelle bevægelse. Jeg er.
Samfundet og kulturen kræver at mennesker forbliver små reagerende viljeløse tandhjul. Maskiner frem for levende liv. Fastholdt i drømmen om noget eller bedøvet/distraheret fra det der er. Giv dem nok til at overleve, hold dem beskæftiget med trivialiteter, arbejde, fjernsyn, forlystelser eller skræm dem ind i anspændt apati og lydighed, så de ikke sanser og får smag for at faktisk leve uden at begære og reproducere drømme om det der var eller kommer, fremfor det der er.
Indimellem drukner jeg mig i drømmene sammen med drømmere. “Jeg” forsvinder og opløser mig i historierne. Og når jeg sidder med den følelse, så har jeg lyst til at løbe væk. Jeg ved at ikke alt jeg tænker, siger, skriver osv giver mening. Ikke en gang for mig selv, når jeg ser hvad jeg har formuleret. Det er løsrevne brudstykker og diffuse gengivelser af emotioner i bevægelse, som er blevet fanget, fastholdt og formet i ord eller billeder. Det muliges kunst. Som stivnede snapshots med tusind filtre. Eftersmagen af noget ubeskriveligt og udefinerligt. Forsmagen på der hvor virkeligheden skaber sig. Kontrasten mellem levende og sovende er stor indimellem. Og jeg ved ikke altid hvad der er hvad. Jeg er. Jeg mærker. Jeg bevæger. Hvorfor, hvordan, hvor længe og hvor hen. Ubetydeligt.
Indimellem drømmer jeg om, at andre mennesker ser hvad jeg ser. At jeg kan følges med nogen. Og indimellem – når jeg ikke drømmer, så ER det sådan. Glimtvis. Kunsten er at glædes over og være i glimtene uden at forsøge at fastholde eller forcere dem i drømmen. Måske og måske ikke glimtene af “Jeg er” bliver den normale tilstand. Hagen ved det er, at så ved jeg det nok ikke, så ER jeg bare …
Osho Book of Secrets p96:
Nagarjuna says: “Now I am, for the world is not. While I was not, the world was. Only one can exist.” That doesn’t mean that the world disappeared. Nagarjuna is not talking about this world, he is talking about the world of dreaming. Either you can be or the dreams can be – both cannot be.
So the first step will be to continue remembering “I am” constantly; simply, “I am”. Do not say “Ram”, do not say “Shyam.” Do not use any name becouse you are not that. Simply use, “I am”.
Try it in any activity and then feel it. The more real you become inside, the more unreal becomes the surrounding world. The reality becomes “I” and the world becomes unreal. The world is real or the “I” is real – both cannot be real. You are feeling that you are just a dream now; then the world is real. Change the emphasis. Become real, and the world will become unreal.
Gurdjieff worked on this method continously. His chief disciple, P.D. Ouspensky, relates that when Gurdjieff was working on him with this method, and he was practicing for three months continously this remembering of “I am, I am, I am,” after three months everything stopped. Thoughts, draming, everything stopped. Only one note remained inside like eternal music: “I am, I am, I am, I am.” But then this was not an effort. This was a spontaneous activity going on: “I am.” Then Gurdjieff called Ouspensky out of the house. For three months he had been kept in the house and wasn’t allowd to go out.
Then Gurdjieff said, “Come with me.” They were residing in a Russian town, Tiflis. Gurdjieff called him out and they went into the street. Ouspensky writes in his diary, “For the first time I could understand what Jesus meant when he said that man is asleep. The whole city looked to me as if it was asleep. People were moving in their sleep; shopkeepers were selling in their sleep; costumers were buying in their sleep. The whole city was asleep. I looked at Gurdjieff: only he was awake. The whole city was asleep. They were angry, they were fighting, they were loving, buing, selling, doing everything.”
Ouspensky says, “Now I could see their faces, their eyes: they were asleep. They were not there. The inner center was missing; it was not there.” Ouspensky said to Gurdjieff, “I do not want to go there any more. What has happend to the city? Everyone seems asleep, drugged.”
Gurdijeff said, “Nothing has happened to the city, something has happend to you. You have been unddrugged; the city is the same. It is the same place you mved around in three months ago, but you couldn’t see that other pople are asleep because you were also asleep. Now you can see because a certain quality of awareness has come to you. Whit three months of pracicing “I am” continously, you have become aware in a very small measure. You have become aware! A part of your consiousness has gone beyond dreaming. That is why you can see that everyone is asleep, dead, moving, drugged, as if hypnotized”.
Ouspensky says, “I couldn’t bear that phenomenon – wveryone asleep!
Whatsoever they are doing, they are not responsible for it. They are not! How can they be responsible?” He came back and he asked Gurdjieff, “What is this? Am i decieved somhow? Have you done sometin to me that the whole city seems asleep? I cannot believe my own eyes.”
But this will happen to anyone. If you can remember yourself, then you will know that no one is remembering himself, and in this way each goes on moving. The whole world is asleep. But start while you are awake. Any moment that you remember, start “I am”.
Nogen, der fortæller om nogen, der fortæller om nogen
Vi bevæges af hinanden, genfortæller historier, der bevæger. Jeg er blandt meget andet bevæget til ovenstående refleksioner af OSHO-teksten.
For hver gang, der genfortælles og historier overleveres, ændrer historierne sig. Så at tage historier for 1:1 sandhed er meningsløst. Bevægelse er hvad der er, alt andet er … historier. Og jeg lader en bølge gå videre i dig, der læser. Måske det knap føles som en krusning på en stille sø, måske det føles som en kæmpebølge i orkanstyrke … eller andet derimellem. Vi påvirker og påvirkes alle hele tiden. I større og mindre grad. På forskellig vis. Uanset om vi vil eller ej, uanset om vi ser det eller ej, uanset om vi sover eller ej.
Sandheden er at der er ingen sandhed. Og den historie står det jo så enhver frit at tro på ..!