Det tror jeg. Men ikke dødssyge selvfølgelig. Jeg går ind for, at vi skal skærme, støtte og corona-/influenza-vaccinere de meget gamle og de på forskellig vis særligt sårbare, hvor og når det er muligt, hvis de vil men ikke kan gennemleve en sygdomsperiode – og at vi skal muliggøre og støtte resten i at udvikle og opretholde et stærkt og sundt immunsystem, så de ikke havner for tidligt eller unødigt i “sårbar” gruppen.
Differentieret behandling af forskellige mennesker
Jeg går ind for at vi OGSÅ begynder at fokusere på hvordan vi som samfund, som samfundsborgere og som forældre kan understøtte og fremme den naturlige sundhed i krop og sind hvor og når det er muligt. Ikke alle er ens. Derfor skal alle naturligvis heller ikke behandles ens.
Løb, når dine ben fungerer – og lad de gangbesværede få kørestolen
Ingen argumenterer vel heller for at man skal skåne sunde mennesker med velfungerende tænder og tarmsystem ved at give dem skåne-søbemad fremfor råkost. Eller at man skal undlade at motionere blot fordi det periodevis giver ømme muskler og forpustethed?
Det giver ingen mening at generelt fjerne muligheden for at gå ved at sætte alle i kørestol, når det kun er et fåtal, der har brug for det fordi de desværre ikke kan gå og stå på egne ben? Det er misforstået hensyn og “alle skal behandles ens”, der rammer OGSÅ de svage og sårbare.
Vi ved og tillader jo også, at vore børn falder og får lidt blå mærker i processen med at lære at gå. Men fordelen ved at kunne gå, opvejer frygten for og ubehaget ved blå mærker og forbigående gråd og frustration. Vi skærmer selvfølgelig vore børn mod de store fald fra høje skrænter – og vi skærmer dem mod de livstruende sygdomme (vaccinerer mod difteri, pneumokoksygdom mv.), men lader dem få de ufarlige sygdomme, og den deraf medfølgende naturlige immunitet, mens de er stærke (lussingesyge, skoldkopper, tredagesfeber mv.).
Professor i biologi ved Københavns Universitet Morten Petersen: “Hvis ikke vi får en influenzaepidemi her til vinter, så får vi børneårgange, der vokser op uden at have stødt på influenza, og det kan man jo ikke blive ved med. Det vil opbygge en sårbar befolkning”
Ingen ønsker vel død, lidelse og ulykke for andre?
Vi skal passe bedst muligt på os selv og hinanden – det springende punkt er blot hvordan … Jeg ved at nogen er uenig med mig i hvordan jeg drager bedst omsorg for og passer bedst og mest langsigtet på mig selv, mine børn og andre – og det er helt OK – denne artikel er ikke et ønske om at diskutere og entydigt vælge det ene frem for det andet – tværtimod et ønske om at brede mulighederne ud og øge bevidstheden om, at ikke alle er ens, og dermed heller ikke hverken kan eller skal behandles ens. <3
Det giver ingen mening for enhver pris – og på bekostning af alle andre ellers sunde, levedygtige og livsglade mennesker – at kompromitere deres sundhed, levedygtighed og livsglæde … blot for kortvarigt at udskyde døden for de, der enten er ulideligt syge af andet eller blot er mæt af dage.
Jeg sender en kærlig tanke til min mor, der døde for 4 år siden kun 71 år gammel. Hun overlevede blandt meget andet 2 større hjerteoperationer og da jeg få minutter inden hun døde talte med hende i telefonen, kunne jeg høre, at der ikke var mere vejr at trække. Jeg havde et halvt år og mange gode snakke om livet og dets mening med hende – med bevidstheden om at enden var nær og en tredje operation fravalgt. Hun vidste jeg var på vej og jeg nåede næsten, men ikke helt at være der, da hun drog sit sidste levende åndedræt. Hun var i ambulancen og paramedicinere holdt hendes krop kørende med hjertemassage da jeg kom. Fordi det skulle de indtil en læge med autoritet til at beslutte andet nåede frem. Det var hjerteskærende at opleve hvordan hun ikke fik lov at dø i fred, men derimod i stor tumult. Da lægen kom med helikopteren fik jeg fat i armen på ham og fortalte, at vi vidste hun var døende, og jeg håbede hun fik lov, så hun ikke skulle gennem måneders indlæggelse som det sidste. Det fik hun heldigvis lov til. Hun blev lagt op i sin egen seng igen og jeg sad resten af natten og tog afsked med hende.
Hvad koster et kram og bør klatrestativer forbydes?
Jeg håber at den dag jeg eller mine børn bliver gamle, syge og/eller sårbare, så er der mulighed for, at vi kan behandles kærligt i overensstemmelse med vore individuelle behov, ønsker og sårbarheder. At behandle og isolere de der har ønsket og behovet – og ikke alle andre – jeg ved at min mor 100 gange hellere ville undvære 10 trætte og ensomme dage end et hjertevarmende kram af et snottet barnebarn.
Det giver ingen mening at lægge en hel skoleklasse i gips, når det kun er 1 der har brækket armen. Det giver ingen mening at fælde eller forhindre adgang til samtlige klatrestativer og -træer, når der relativt sjældent er nogen, der falder ned og slår sig fatalt. Det giver ingen mening at fjerne skaldyr fra al kost, når det kun er få. der lider af skaldyrsallergi. Det giver ingen mening at vaccinere alle og lukke samfundet ned, når det er mindre en 1 procent, der er i risiko for at dø af Corona eller influenza. Og det giver ingen mening at nægte ældre mennesker retten til at blive syge eller i sidste ende dø som konsekvens af at de har kontakt til andre levende.
Dagens eftertanke:
Der træffes dagligt beslutninger på vegne af andre. Vore børn, vore ældre, vore syge medborgere. Det er sådan et samfund fungerer. Men. Hvornår, hvor meget og hvordan kan vi (og er forældre, læger, politikere osv. altid i stand til på andres vegne at bedømme og) vide, hvad der understøtter, fremmer og er det bedst mulige liv for det individuelle menneske?