Press "Enter" to skip to content

Tid til justering af retning, mål og mening

Anja Korsgaard
Rodet, uregerlig, lettere anarkistisk, med maling løbende ud mellem fingrene ser jeg mig kort tilbage inden jeg løber fremad!

Det er nogen tid siden jeg sidst skrev her på bloggen. Og det er der flere grunde til, som jeg gerne vil dele her.

Henover de seneste år har jeg været på søgen efter lykken. En personlig ulykkelighed gjorde at jeg vågnede op med et sæt og et ønske om selv at tage ansvar for/ dyrke/ opsøge det der kan gøre mig og andre lykkelige. Jeg har forsøgt at definere lykken både subjektivt og objektivt, forsøgt at decifrere hvad, hvordan og hvorfor. Jeg har iagttaget andre og set dem definere lykke som engelsk porcelæn, som søde børn, som mange penge, som flotte titler, som velordnede huse og haver osv. Og jeg har lært at lykken er relativ; for den sultne er lykken det næste måltid mad, for den, der fryser er lykken en smule varme, for den ensomme er lykken selskab, for den omsværmede er lykken ro …  Jeg har forsøgt at skrive overordnede og generelle blogindlæg om principperne og eksempler for, hvordan vi hver især finder frem til, hvad vi ønsker os lige nu. Hvordan vi går efter det, og hvordan vi finder ind til vores egen lykkes kerne i sameksistens med andre. Alt i mens jeg har forsøgt at finde mål og retning i mit eget liv.

 

Hvad var det nu jeg ville?

Jeg har haft en rastløshed i mig i alle mine voksne år. Som purung drømte jeg om en taglejlighed i Århus med eget atelier, men drømmen trådte i baggrunden, da jeg skulle til at være voksen. Jeg mødte min kære Allan, fik uddannelse, job, hus, hund, bil og ikke mindst 3 dejlige børn. Årene gik og gik. Tiden og de daglige pligter og gøremål tog mig. Jeg har været en næsten almindelig og gennemsnitlig morsingbo indtil den stille rumlen i hjerte og sjæl ikke kunne ignoreres mere. Nogen vil måske mene at det er den berømte 40-års krise, der er kommet lidt for tidligt. Måske det hele tiden har været min vej og min skæbne, men som Alice i eventyrland, glemte jeg hvor jeg kom fra og hvor jeg skulle hen. Måske jeg bare er vågnet op, i en erkendelse af at jeg er et meget priviligeret menneske, og derfor har jeg næsten også pligt til at flytte mig i de retninger der føles magnetiske på mig. Noget skulle ske, og da jeg hørte om Christines Mentor-uddannelse gav det – uden jeg kunne forklare hvorfor – mening at tage den. Allerede inden jeg havde startet uddannelsen (der set i bakspejlet nok er lige så meget selvudvikling som egentlig uddannelse) havde jeg været en tur i yoga-ashram i Sverige og jeg havde gendrømt drømmen om at være kunstner. Undervejs på uddannelsen blev jeg grebet af stemningen og troede at jeg skulle fungere som 1:1 coach/mentor, når nu jeg havde erhvervet mig disse nye indsigter. For ellers ville det jo være spildt, tænkte jeg. Så jeg har forsøgt at opretholde og dyrke familielivet, bibeholde mit “rigtige” job som grafiker, starte en ny karriere som coach og inspirator – og når jeg kunne snige mig til det, forfølge drømmen om at dyrke min kunstnerside også. Men nu laver jeg om i rækkefølgen. Har hørt en masse Abraham Hicks og grundstenen i det er “life is supposed to be fun” – hvis det føles som hårdt arbejde, så er der plads til forbedring! Så derfor har jeg vendt det hele lidt på hovedet. Jeg har prioriteret efter “hvad har jeg mest lyst til?” Og da jeg aldrig har haft et oprigtigt ønske om at være coach/mentor, og det er blevet sværere og sværere at skrive nye indlæg med mentor-kasketten på og happi-happi, lad-os-alle-være-nystrøgne-og-lykkelige-på-dameblads-måden, så er det til til at omprioritere. Så bloggen bliver fremover knap så sød og sådan-bliver-du-også-lykkelig-agtig.

Efter lang tids tvivl og mærken efter, snigen rundt om den varme grød er  jeg nu blevet klar i spyttet: Jeg har nu gået alle de veje om omveje, der gør, at jeg er klar til next step; i al offentlighed at være og udvikle mig som kunstner. Jeg er nu klar til at stå ved det og vise mit snirklede selv i alle dets facetter og de ting, der kommer ud af det. Og bloggen vil være stedet for jeg viser det hele og fortæller om mine overvejelser, mine nederlag og sejre. At fortælle om og vise hvordan jeg udvikler mig og mine kreationer hen over tid. At fortælle om de følelser, overvejelser og bevæggrunde jeg har for at være og gøre som jeg er og gør. Jeg har indrømmet overfor mig selv at jeg aldrig bliver perfekt hverken som mor, kæreste eller kunstner, og at netop det er helt perfekt! Jeg er stadig lidt flagrende omkring hvilken slags kunst jeg vil lave og hvordan, men jeg har stor forkærlighed for kul, grafit, tush og vandig akryl. Og så selvfølgelig fotokunst af forskellig art. Men alt er foranderligt, også mig, min kunst og mit udtryk, der stadig er i sin spæde uklare start. Igennem den seneste tid har jeg f.eks. arbejdet på 7 døre, der skal sættes op langs Mors’ kystlinje.

 

Indrømmet: Jeg er hverken sød eller perfekt

En anden ting, som jeg har været nødt til at grave frem og få set i øjnene er, at for at være lykkelig kan jeg ikke kun vise og være sød og perfekt, jeg kan ikke kun se, vise og leve den halve palette. Jeg er vokset op med store kontraster og de er en del af mig. Jeg tiltrækkes af de kontraster jeg ser, oplever og mærker, og finder det både spændende og interessant. Indimellem finder jeg stor skønhed i dem. Et gammelt furet ansigt finder jeg mere interessant at se på end et glat og “perfekt”. Træerne her i vestjylland, der viser vestenvindens påvirkning finder jeg mere interessante end de beskyttede lodret struttende fra midtfyn! Mine forældre, der har vist mig enorme kontraster på sorg og glæde, mani og depression har lært mig at skelne og værdsætte det hele.  At være lykkelig og hel, betyder at jeg – efter i lang tid at have forsøgt at lægge låg på og benægte det skæve, krogede og uperfekte – nu tillader mig at kikke på, anerkende, elske og vise det mindre pæne. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det uden at nogen kommer til at misforstå og tage det fortrydeligt op, for jeg siger jo ikke at man skal gå rundt og have fokus på, dyrke eller være destruktiv, hadefuld, ond eller andet i den kategori. Det er virkelig virkelig ikke det jeg siger. Men jeg tror at for at være de bedste mennesker for både os selv og andre, så må vi turde også at se på ALLE følelser, også de mindre pæne og ønskværdige, at beskrive dem, anerkende deres eksistens og til dels mærke dem. Der kan ikke være lys uden mørke. Og der kan heller ikke være godt uden ondt. Alt ville være en grå masse og evig stilstand om ikke vi havde kontraster. Ønsker og drømme gror ud af kontraster. Når vi fryser ønsker vi varme, når vi sveder ønsker vi kølighed.

Jeg har igennem mange år forsøgt at nærme mig idealet af husmoderlighed, alfavnende, forstående, pæn og pertentlig kvinde, gerne iført beige og sandfarvet hør og chiffon! Men jeg kan mærke at det går altså ikke mere! Hvis jeg skal forblive hel og normal, så er jeg nødt til at anerkende den mere ustrøgne og rebelske side af mig selv og verden også. Og det spøjse er, at indtil videre er der ikke rigtig nogen der har rynket på næsen af det, endsige løftet et øjenbryn … hvilket bekræfter mig i at den største modstand og frygt for ikke at være “helt jævn og almindelig” ligger i os selv.

Vi må turde spilde på dugen, slå ud med armene, være morgengrimme, være oversmukke, have misundelsesværdige dejlige dage, have upassende dårlige dage, have lov til at male verden gylden og lys eller sort og dyster, vi må turde stille os op på scenen, turde blive under dynen. For kun ved anerkendelse, accept og at favne bredt, kan vi blive hele og afbalancerede mennesker. For at vinde skal vi turde tabe. For at gå frem skal vi turde træde ved siden af. For at lære skal vi turde fejle.

 

Det jeg vil sige er sådan set bare …

Det, der skulle have været et kort indlæg blev nu igen langt! Men her kommer pointen: Det der optager mig og ligger mig personligt meget på sinde i tiden, er at gå fra at være kunstner i hjertet til at være kunstner i verden. Bloggen vil komme til at genlyde af det i tiden der kommer. Det er med dybe indåndinger og heftig hjertebanken, at jeg overgiver mig til det, men jeg hverken kan eller vil gå tilbage nu. Jeg kan nu sige, at jeg glæder mig til at betræde den nye vej, og ser frem til at opleve alt det nye, der vil komme.

Lev i Lykke handler essentielt om at turde gå efter sine drømme og min helt personlige forfølgelse af én af mine store drømme: At være kunstner, både inden for og uden for min egen lille boble.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *