Her på matriklen kan vi godt li’ at blive lidt beskidte og sorte fingre er fuldt accepteret! Allan går i værkstedet og skruer i en gammel Yamaha-knallert eller en endnu ældre Amazon. Børnene synes det er syndigt sjovt at mosle løs med brunsort jord og vand. Og jeg griser mig glad og gerne til med et stykke kul i hånden, og allerbedst går det, når jeg har så meget på fingrene, at jeg kan begynde at tegne med dem også. Hvor er jeg i grunden taknemmelig for, at vi er så forskellige. Og at vi for det meste alligevel formår at give plads og lov til at vi hver især får sorte fingre på netop den måde vi allerbedst selv kan li’.
I går legede Allan 16 år igen, mens han kørte Nordmors tynd (på knallert!) med ca. 70 andre forvoksede drengerøve … og som alle normale 16-årige en lørdag aften endte det jo med at de festede hele natten! Og børnene og jeg tog på hyggevisit hos min bror og svigerinde med sushi og mcdonaldsburgere under armen. Vel hjemme igen var jeg stadig ikke klar til at gå i seng efter børneputteriet, så jeg fandt i stedet kul og papir frem for at nyde en stille stund med ro til fordybelse i eget selskab. Og kl. 2 gik jeg i seng med bevidstheden om at vi i vores familie med alle vore sorte fingre er ens og forskellige på den helt rigtige måde. Plads til forskellighed er essentielt for at kunne leve sammen.
Jeg har nu snart nok tegninger til at jeg kan begynde at udstille. Så Next step er at få fat i en ordentlig stak passepartout-rammer, så det kan præsentere sig ordentligt. Og ihh hvor jeg glæder jeg mig til det også.
Så søndagsrefleksionen til dig må være:
Har du en version af “sorte fingre”, som du har undertrykt til fordel for andres?
Hvis ja, er det så ikke muligt at justere og kombinere forskellige versioner, så de kan sameksistere med individuel glæde-boost for alle?
Be First to Comment