Press "Enter" to skip to content

Livskvalitet, englevinger og sorte fingre

"Englevinger" - Kul på gråkardus-papir - 297x420mm - kr. 300,-
“Englevinger” – Kul på grå kardus-papir – 297x420mm

Livskvalitet er at gøre det man kan li’ – med glæde … så enkelt er det!

Indimellem må man vende tingene lidt på hovedet i forhold til den gængse leveregel vi har lært fra barns ben “Man skal yde før man kan nyde”. Og det lykkes for mig med jævne mellemrum. Som f.eks. i dag, hvor jeg har en del opgaver, som jeg har bestemt skal være færdige … men alligevel gav mig selv tid og lov til at starte dagen med at sidde udenfor og få sorte fingre – og nyde det. Tricket ligger nemlig i at give sig selv 100% lov til det mens man gør det, ellers kan det ramme en i nakken med dobbelt dårlig samvittighed bagefter. Jeg elsker at svinge et stykke kul hen over papiret og gratte i det med fingrene bagefter, det er en forkælelse jeg kan give mig selv uden det helt store udstyrsstykke og forberedelse og dermed kan det gøres næsten når som helst og hvor som helst … Ja, hver mand/kvinde sine lyster, men sådan er jeg åbenbart! At kreere i kul, maling med mere … DET er livskvalitet – for mig, og jeg skruer lidt op for det hele tiden.

Det samme gælder når vi spiser et stykke chokolade eller køber noget vi gerne vil have eller… Vi skal gøre det vi gør med glæde og med vilje – ikke med følelsen af at snyde. Det kræver øvelse, men kan læres.

Og med fornyet energi gik jeg på opgaverne med et smil på læben – og nu har jeg allerede fået løst to af de opgaver, der var på min liste i dag. Jeg tror at det giver mere tid og overskud at give sig lov til at bruge tid på det man gerne vil. Og nu vil jeg gå i værkstedet til Allan og se om han har kaffe på kanden inden der skal faktureres!

 

Lidt til refleksion:
Hvad er livskvalitet for dig? – Og hvilken forskel vil det gøre for dig og andre om du bruger en halv eller en hel time i ny og næ på at højne og dyrke din livskvalitet og det, der gør dig glad?

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *